Til orientering foreligger der fotos fra den indstillede hærvejsvandring på denne blogs søsterside på
junkerpoulsen.wix.com/caminomiprivio.
Gå ind på siden, og klik på Hærvejen.
Evt. spørgsmål eller kommentarer bedes fremsættes på denne side og altså ikke på web-siden med billederne.
Det kan lyde så voldsomt at have indlogeret sig hos 4 enlige kvinder 4 dage i træk, men det blev altså ved en god nats søvn og noget at spise. Sådan lige til orientering for en god ordens skyld. Skærtorsdag morgen den 24. marts vågnede jeg op med et kig på mine vabler. Anne-Mette havde anbefalet Heliosan til at smøre på dem og undlade at prikke hul på dem. Det så ud til at virke, og jeg gjorde mig parat til at tage afsted. Tanken var at gå op til busstationen i Aars, checke ind på afgangen mod Viborg kl. 8.45 og stige af et sted på ruten, hvorfra jeg ville kunne vandre måske halvdelen af dagens etape. Jeg var helt klart mærket af gårsdagens mastodont. Men de 1½ km op til stationen fik mig til at indse, at ikke engang 25 km ville jeg kunne klare. Mine fødder smertede, som jeg havde vandret på glødende kul hele natten. Jeg tog i stedet bussen helt til Viborg efter at have ringet og advaret min svigerinde om min præ-mature ankomst. Selv den lille vandring gennem Viborg indre by var mig en prøvelse. Men Ellen gav mig dagens anden morgenmad og snart derefter en udsøgt frokost og lagde ind imellem compeed på mine vabler. Jeg var i gode hænder. Det viste sig, jeg ikke alene havde 2 som jeg havde troet, men 2 alene på den ene fod og 4 på den anden. Værst forholdt det sig med min venstre lilletå, som forekom at være én stor vabel. Til eftermiddagskaffe og aftensmad ankom Birgit og Christian, min søn, og vi nød aftenens fodboldkamp sammen.
Langfredag morgen den 25. marts skulle jeg så være klar til en vandring til Thorning. Heldigvis var den ikke så lang. Kun 28 km. I modsætning til de andre dage var der i dag faldet lidt regn til morgen, og dagen skulle også blive præget af en række byger. Samtidig kunne jeg mærke, jeg ikke var helt så fit for fight, som jeg havde håbet. Jeg kom først af sted kl. 8.30 og glemte endog min pung hos Ellen, som jeg måtte tilbage efter. Ellers er det eneste, jeg har glemt på turen, 2 gange vandrestave, som de respektive værter begge gange er kommet rendende efter mig med. Men desværre var jeg ikke opmærksom på, jeg gik i den forkerte retning. Mod Aars! Jeg var dog ikke kommet langt udenfor byen, før jeg opdagede det, men jeg var nødt til at finde en alternativ rute at kryds over på. Og så begyndte det for alvor at regne. Det var bare for meget, så da McDonald kom imod mig, gik jeg ind og bestilte en milk-shake, og kom ikke ud igen, før det var tørvejr. Efterfølgende var tempoet heller ikke overvældende. Jeg kunne mærke trætheden og ikke mindst min venstre lilletå, der generede mig voldsomt. Det betød, mit fokus ikke altid var på vejen, og jeg missede nogle markeringer og var nødt til et par omveje for at komme tilbage på ruten. En enkelt gang gik jeg tilbage for at opdage, jeg faktisk var gået i den rigtige retning. Men det var det ikke ifølge min app. Der var lavet en ny og forbedret rute, der blot ikke have givet sig udslag i udskiftning af skilte. Som det hele dog gik, kunne jeg notere mig, jeg ikke ville kunne nå herberget i Thorning før mørkets frembrud, og jeg besluttede mig for at ringe og afbestille – og samtidig ringe til Birgit for at få hende til at hente mig. Samtidig besluttede jeg mig også for at afslutte min påskevandring denne langfredag. Det er bedrøveligt og lidt af et nederlag for mig. Og så er jeg bange for, jeg bliver nødt til at anskaffe mig et par nye sko til turen. Men jeg kan jo så også vælge at se det som en værdifuld erfaring at have gjort sig.
Af andre værdifulde erfaringer fra denne påsketur er, at vandre ikke er noget mere problemfyldt end, jeg havde forventet. De mange onsdags- og weekendsvandringer kan ikke gøre op for mig vandringer 3-4-5 dage i træk. Det må jeg konstatere. At vandre langdistance er populært sagt ikke ‘a walk in the park’.
Noget har jeg dog lært. Vigtigst er det at have overskud til at kunne nyde sin vandring og sine omgivelser på vandringen. Ganske vist kan det være nødvendigt af og til at bruge så mange ressourcer, man ikke er i stand til at kunne nyde det, det handler om. F.eks. hvis man af den ene eller anden grund har problemer med at nå dagens mål eller få noget at spise eller drikke. Men så er det sådan, og man må indstille sin nydelse til dette problem er klaret. Men så er det et valg, man tager, fordi man oplever det som værende nødvendigt.
For at kunne være i besiddelse af omtalte overskud, er det nødvendigt at planlægge. Planlægge rute, overnatning, beklædning etc. Jo mindre, der overlades til tilfældigheder, desto mere overskud kan man have til det, det handler om. I forbindelse dermed handler det også om på vandringen at finde sin egen rytme. For mig er det f.eks. altid særlig svært at komme i gang igen efter en pause. Og nok skal man have fokus på sit mål ved dagens slutning, men har man sat det tilpas lavt, bliver det ikke et problem at nå det. Samtidig skal man huske at tanke op i sine depoter. Først når alt dette er i orden, kan man glemme trivaliteterne, nyde omgivelserne og bare gå.
Det er den ene udgave. Det er min udgave, som det vel at mærke ikke altid bare uden videre kan efterleves. Men nogle vil så bare gå og lade tilfældighederne råde. Det er deres udgave …
Onsdag den 23. marts var endnu en fantastisk solskinsdag, som det havde været hver eneste dag på denne vandretur. Foråret forekom virkelig at være kommet samtidig med, jeg var draget afsted. Endnu et forrygende morgenmåltid blev serveret ud fra devisen, pick your own blend. Jeg startede ud tidligere i dag som følge af, jeg godt var klar over, det ville blive en lang en af slagsen. Det gik i rask tempo ad et mix af asfaltveje, grusveje og markstier gennem bl.a. Husby Hole (hole er gammelt dansk for hulning, hvilket blot bekræfter vort sproglige slægtskab med briterne, og HH var hjemsted for et bondeoprør mod kongen i 1441) og Aggersund og den her ikon-agtige bro. Jeg fortsatte mod Løgstør, hvor jeg indtog den af Bodil delikate præparerede madpakke. Herfra til Aars er ruten blot et nedlagt jernbanespor konverteret til en grussti, der stort set lige ud bevæger sig igennem Vindblæs, Gatten og Hornum. I Hornum, 8 km inden Aars, kom den efter Løgstør eneste mulighed for at proviantere. Jeg fik god vejvisning hertil af en meget hjælpsom ny-dansker. De sidste km indtil Aars var meget tunge og samtidig en lampe mod det tiltagende mørke. En stor hjælp var dog en meget imponerende fuldmåne med et i begyndelsen stærkt orange skær. Inde i Aars forekom den fra min udsigtsrute at oplyse det meste af byen. En kvindelig motionist stoppede op ud foran mig og udbrød: “Har du set det fantastiske lys?” Det havde jeg så. Jeg havde faktisk gået med månen foran mig i adskillige km. Nu jagtede jeg Park Alle, hvor min værtinde for natten boede. Hun havde reageret på mit opslag i santiagopilgrimme.dk – gennem sim bror – og tilbudt mig overnatning. Til min store fortrydelse viste hun sig at bo i den anden ende ad gaden. Selvom der kun var tale om et par hundrede m, forekom distancen mig næsten umulig at overvinde efter dagens etape på 47 km. Det lykkedes dog, og stor var min glæde, da Anne-Mettes datter i sin mors fravær (hun var ude for at vinterbade) kunne tilbyde mig en portion lasagne.
Tirsdag den 22. marts: Det var en voldsom morgenbuffet, der mødte mig ved spisebordet. 4 slags oste, 4 slags pålæg, 2 slags marmalader, juice, yoghurt, mysli og alt hvad hjertet kunne begære. Derefter fik jeg en luxusmadpalke uden lige s.m. Et juice. OK, så var jeg parat til at gå ned til busstationen, for dagens etape til Fjerritslev oplevede jeg ikke at være parat til i sit fulde omfang: ca. 50 km. I al fald ikke oven på gårsdagen. Men Erna spurgte: Hvor langt vil du? Til Saltum. Jeg skal gerne køre dig , og hun ville gerne køre mig lige så langt, som jeg ville. Selvom jeg sagde Østrup, kom omtrent helt til Faarup. 88-årige Erna ville konstant gøre det bedre.
Jeg kom frisk afsted ud på ruten kl 8.40. Den første del foregik ad en lokal sti, Sti 100. Efterfølgende via andet klitlandskab, Hune og Blokhus, omend Rødhus Klitplantage nok var den største oplevelse. Men omkring de to Tranum-plantager var jeg ved at gå død. Jeg havde heller ikke mere vand. Der var bare ikke nogen muligheder for at fylde op nogen steder. Efter mange km uden nogen form for beboelse øjnede jeg et nedlagt landbrug midt imellem de to Tranum klitplantager. En venlig mand på en terrasse reagerede venligt på mit ønske om vand, ” … og kunne du ikke også tænke dig en kop kaffe. Jeg har lige sat havestole ud, og min kone har bagt en kage.” Jo tak, men ikke desto mindre lod min forventede genfødsel vente på sig efterfølgende. Vandrestavene, som jeg ellers var begyndt at opleve som et markant gode, forekom mig mere at have en måske ikke mindre nødvendig funktion som gangstativ. Mit tempo foringedes, og jeg kunne godt se, jeg ikke kunne være i Fjerritslev, inden mørket holdt sit indtog. Birgit havde opholdt sig i Fjerritslev siden dagen før og indvilligede i at komme og hente mig i Tranum. 31 km blev jeg begrænset til i dag. Det går bare ringereog ringere. Lidt hjalp det dog, Bodil, halvdelen af et gammelt vennepar, gav en god middag og overnatning i Fjerritslev.
Det blev mandag morgen den 21. marts. De følgende 4 overnatninger skal finde sted hos 4 kvinder. Den første af disse var Erna, min tante, i Brønderslev. Jeg forlod Nr. Rubjerg efter at have sendt en e-mail til indehaveren af b & b’et om, at jeg skyldte ham for en overnatning. Sten serveres et veldækket morgenbord for mig og gav mig desuden et par store, velsmagende æbler fra stedets have med. Derefter gik det til Børglum Kloster og videre over hovedsageligt mindre asfalterede veje, mens jeg kunne begræde at have misset naturområdet med Måløv Kirke, Rubjerg Mile umiddelbart før Nr. Rubjerg. To reelle byer mødte jeg på dagens etape: Vittrup og Thise. Udover Manna, da jeg her forlod ruten og gik til Brønderslev via Øster Hjermitslev. Vittrup markerede sig ved at have sin kirke placeret ca. 1½ km uden for nærmeste bebyggelse. Jo, der var da et enkelt nedlagt landbrug omkring den og så lige en tennisbane. Men ellers intet. Måske har der været tale om et fremsynet menighedsråd, der i sin tid har kunnet se den som et fremtidigt terrormål og derfor placeret den udenfor byen. Klogt. Også i dag blev turen præget af manglende vejmarkeringer af Hærvejen. Ganske vist var det ikke mere end en 3-4 steder, men det er også slemt nok at gå i den forkerte retning bare en enkelt gang. Jeg må konstatere, det er en nødvendighed at have Hærvejs-app’en, hvis man ikke skal gå for store omveje. Andre steder gik jeg direkte på marker og ikke særligt vandrevenligt terræn, det virkelig kunne være et problem at gå på i tilfælde af mere vådt vejr. Luften bar præg af en frisk vind supplerét med et mix af knallertos og gylleudspredning fra de meget aktive landmand. På en enkelt markvej måtte jeg tre gange lade mig passere af en smilende landmand i traktor med gyllevogn bag sig. Jeg smilede tilbage og efterlod bagefter i ren og skær solidaritet med landmændenes hårde vilkår et personligt gylleskyl i en plovfure. I går mødte jeg et firben i klitterne, og i dag øgedes fauna-islættet af en en række rådyr. Et enkelt kid med en hvid bagdel stod helt stille 20 m foran mig, før det tog flugten. Som dagen gik på hæld kunne jeg begynde at mærke trætheden. Også selvom dagens etape kun var 31,5 km lang. I Øster Hjermitslev begyndte kirkeklokkerne at ringe,idet jeg var i færd med at passere kirken. Jeg tog det som et tegn på, jeg skulle gå ind, og satte efter en mindre passiar med kirkeringeren mig ned i kirkerummet for at hvile mig. Trætheden markerede sig efterfølgende ved, at jeg gik frem og tilbage foran genbrugspladsen i Brønderslev 3 gange, før jeg så den vej, jeg skulle videre af. Jeg så en bruger af pladsen bedende i øjnene. Han rullede vinduet ned, lod mig komme med ind til Brønderslev og kørte mig endog helt frem til Ernas dør. Ved ankomst hertil dukkede min pung op af en glemt lomme i min jakke. De gode oplevelser denne dag fortsatte i og med, Erna tryllede både en dejlig menu og vin frem til mig. Det er dejligt med fornuftigt selskab, og det er ikke mange pilgrimme, jeg hidtil har mødt på min tur. Man kan i al fald ikke sige, jeg blot har kunnet følge strømmen. Den eneste strøm, jeg har mødt, var den i plovfuren. Men Erna og jeg fik os en lang snak, før jeg måtte erkende, jeg var træt, og trække mig tilbage til den nyredte seng.
Lørdag morgen den 19. marts hentede Julie og jeg Birgit på Skejby. Julie kørte Birgits bil hjem, mens Birgit og jeg kørte til Skagen. Kl. 10.30 gik vi sammen fra p-pladsen til Grenen, og jeg fortsatte efterfølgende alene langs strandkanten på vestkysten først til Højen og siden til Kandestederne. Kun omkring Højen mødte jeg nogle få mennesker på den 18 km lange strækning. Ved Kandestederne var det muligt at komme ind i landet og følge en sti forbi Råbjerg Mile, men stien løb ud i ingenting, og jeg måtte kæmpe mig igennem vådområdet for at komme tilbage til stranden. To gange yderligere forsøgte jeg at komme op af skrænten og ind i klitområdet, men måtte begge gange opgive og vende tilbage til stranden. Klokken var ved at blive mange. Den blev 19.30, inden jeg kunne komme indenlands ved Skiveren. Der var et stykke til Tversted – hvor jeg havde planlagt den første overnatning på et b & b – herfra. En opringning til stedet (Anne Marie og Lars) skaffede mig et nummer til en taxi, og jeg måtte slippe 247 kr. Langs stranden var der kun 6 km, jeg kunne have valgt at gå! Mine vriste var bare helt ødelagte efter at have gået 38 km i strandkanten.
Søndag den 20. marts forlod jeg Tversted kl. 9.30 på en glimrende morgenmad med det hele til 50 kr. (og selve overnatningen til 225). Det var bare super og absolut anbefalelsesværdigt. Jeg fulgte Nordsøstien til Hirtshals, og specielt den første del med åbne klitlandskaber var en formiddabel scenisk naturoplevelse. Kun den ene vrist var nu et problem, og efter nogle få km mærkede jeg heller ikke mere til den. Jeg kom også forbi et skønt lille shelter, det kunne være aktuelt at overnatte i – en anden gang. Turen var dog med sine 18 km noget længere, end jeg havde regnet med. I Hirtshals købte jeg ind i den første den bedste discountbutik og satte mig udenfor på en bænk. Eller ville have gjort det, for pludselig opdagede jeg min pung var væk. I ALDI havde de ikke set den, og jeg måtte skynde mig at skride den tunge gang til en tyverianmeldelse. Men først skulle jeg lige finde nummeret på den lokale politistation. Desværre var det søndag, og den var lukket. Det viste sig, det også var tilfældet i Hjørring, der er den nærmeste større by. Jeg søgte på nettet og fik så !!en pop-up meddelelse, om jeg var interesseret i at deltage i en brugerundersøgelse om politiets web-site. Hva’ tror I lige selv? Bagefter dukkede i søgningen nummeret 118 op, så jeg skyndte mig at ringe. Blot for at få at vide, det ikke var det nummer, jeg skulle foretage en anmeldelse på. Prøv 114! Det gjorde jeg – og fik en ung pige i røret, der spurgte, hvor jeg ringede fra efter, jeg havde anmeldt tyveriet. Hirtshals selvfølgelig. Jamen, hvilken kommune. Det vidste jeg ikke. Hirtshals nok! En sådan eksisterede ikke fik jeg at vide. Nå, men Hjørring så. Hvis jeg ikke vidste det helt præcist, måtte jeg først finde ud deraf, og så kunne jelg ringe igen. Jeg fes ind i ALDI og spurgte, i hvilken kommune vi var. Hjørring. OK, så kunne jeg få lov at anmelde. Dernæst spærring af alle kort. Godt og vel en time senere var jeg parat til at begynde min vandring på Hærvejen, der faktisk først starter i Hirtshals.
Jeg vidste godt, det ville blive svært at nå noget sightseeing, så jeg afstod fra BunkerMuseet, Tornby Købmandsgård og hvad der ellers var af sightseeing på ruten. Først langs klitten ved BunkerMuseet, hvor der tilsyneladende var faldet en del af stien ned på stranden. Op ad skrænten igen og videre til Tornby og Tornby Klitplantage, der forekom omtrent uendelig, for så bare at komme ud på en ny strandvandring. Ydermere manglede en markering af ruten tv, og jeg måtte begive mig ud på en lille omvej. Stykket ind til Skallerup Klit åbenbarede et nyt smukt naturområde i solnedgangen, hvilket så også indikerede, det endnu en gang ville blive svært at nå dagens mål inden mørkets frembud. Efter feriecentret ringede jeg for anden gang til det b & b i Nr. Rubjerg, jeg havde bestilt overnatning hos. Telefonsvarer igen. Jeg forsøgte det alternative nummer. Det virkede. Jeg måtte så sige, jeg først ville nå frem omkring kl. 10. Jeg havde jo ingen penge til taxi denne gang. Det var OK. 5 minutter senere ringede han igen. Om han ikke skulle komme og hente mig. Det var jo svært at argumentere imod. At det så tog en times tid at finde hinanden, fordi jeg i mellemtiden havde begivet mig ind i det delvist aflukkede kolossale sommerhusområde i Lønstrup, var en anden sag. Sten præsenterede han sig som. Han var blot stand in for ejeren, der var i USA. Og om han ikke skulle lave en varm blåbærtoddy til mig. Forresten havde han da også lige lidt kartofler og frikadeller i køleskabet, han kunne varme. Uden beregning – som afhentningen! Kan nordjysk gæstfrihed defineres på andre måder? Jeg kunne bare ikke betale for mit ophold. Det skulle jeg blot finde ud af med ejeren ved at sende en mail til ham. Tak! Så godnat og sov godt!
Det var faktisk også, hvad jeg trængte til efter en noget hektisk dag og 43 km under mine såler. Sten bemærkede, han var glad for at have hentet mig, da han så mig tage trappen et enkelt trin ad gangen.
For mig er Caminoen nok en vandring i det nordspanske med væsentlige pilgrimselementer som ydmyghed, enkelhed, stilhed, spiritualitet, nærvær og langsommelighed optaget igennem mine trætte fødder. Tro mig, jeg vil komme til at vandre til mine ben smerter, føle mig forladt, overnatte i albergues og klostre uden opvarmning og med så mange snorkende pilgrimme omkring mig, jeg ville ønske, jeg var blevet forladt. Jeg vil komme til at overvære messer og vespers og under min vandring ustandseligt citere mit lille mantra, jeg har valgt fra Den russiske Pilgrim: ”Herre Jesus Krist – Forbarm dig over mig.” På sådanne punkter er jeg således blot en gemen pilgrim og vil tage imod, hvad der kommer til mig. Ganske ydmygt vil jeg mærke, nyde og indånde mine omgivelser. MEN på andre punkter er der for mig også tale om en selektiv oplevelsestur. Jeg planlægger, hvad jeg vil se og vandrer derefter. Og det er de spirituelle, naturmæssige og historiske sights, der sammen med de sociale er i højsædet ved siden af det så allervæsentligste: den indre rejse.
For det er netop de indre oplevelser, der skal bringe mig videre i min søgen efter mit sværd. I nat havde jeg en drøm, der måske blot var et andet udtryk for denne søgen. Der var tale om en drøm, hvor himlen var oplyst af et vedvarende, kommercielt og kolossalt intetsigende lysshow fra de stedlige, russiske magthavere. Jeg befandt mig i en ruinagtig bygning sammen med 2 – 3 børn omkring 6 – 8 år. Ikke langt herfra var et moseagtigt vandhul, der gemte på en skat bestående af nogle mønter og en smaragd. På en eller anden måde havde en af børnene, en pige, bemægtiget sig disse mønter og gav dem til mig. Jeg tog imod dem – og vågnede. Drømmen vedblev at være i min bevidsthed uden, jeg var i stand til at falde i søvn igen, og for mig forekommer smaragden at være et parallelt udtryk for mit sværd. Ved morgenmaden gik det så op for mig, jeg i en beskrivelse af Caminoen for nylig havde læst om en dal på ruten som værende ’smaragdgrøn’, og pludselig gav det mening for mig. Jeg må finde smaragden …
Caminoen ser jeg som en proces. En del af min personlige udviklingsproces, der handler om at finde min smaragd og finde ud af, hvad jeg kan bruge den til. Men det er en igangværende proces, der ikke er kommet ud af ingenting. Til en vis grad kan den ses som værende forårsaget af min egen udforskning, planlægning og stædige gennemførelse af et større projekt, som Caminoen er. Men selve fundamentet herfor ser jeg stamme fra Sæsondemonstranternes kombinerede menneske- og natursyn sat i et afslappet vanvidsperspektiv. Det springer ud af Rolfs vandrebaggrund sammensat med hans oplysningskampagne om caminoen; i Leifs do. vandrebaggrund sammensat med hans kærlighed til primitivt funderede oplevelser i naturen; i Simons medmenneskelighed og humanitet – og det hele samlet i alle Sæsondemonstranternes fællesskab. Og så Birgit derhjemme, der kan siges at have sat mine værdier ind i en mere kristen kontext.
En del af at skulle ud på denne pilgrimsvandring er også en konsekvens af en for mig gradvis tilegnelse af nye værdier. En vandring mod det simple med oplevelser på et primitivt grundlag. Back to basics. En vandring, jeg i lang tid alene har været på vej imod i mine musikalske interesser. Jeg har opdaget, jeg til enhver tid foretrækker de små og intime koncerter frem for de store navne på en stor scene. Jeg foretrækker også den enkle og gerne akustiske musik frem for den mere storslåede og prangende. På samme måde er det ønsket om at arbejde med det simple, der bærer Camino Mi Privio. Min egen Camino skal være simpel. Med dette følger også et ønske om mere personlig kontakt og nærvær. Om det var derfor, jeg blev så glad, da jeg var i København for at indlevere mine ødelagte briller til reparation hos den brillemand, jeg havde købt dem hos, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg blev netop så uendelig glad over at opleve ham – der kun har set mig to gange før og senest for 1½ år siden – kigge på mig, da jeg uanmeldt trådte ind i butikken, og sige: ”Nej, hvor de briller klæder dig!” Og efter en pause fortsætte med: ”Det er … var det ikke Junker-Poulsen, du hed?” Eller måske er blot det at opleve sig set tilstrækkelig til at gøre mig glad?
Førstkommende lørdag, den 19. marts, påbegynder jeg for alvor min fortræning. Ganske vist var jeg sidste lørdag i regn, sne og slud var oppe på at gå 50 km med bl.a. Peder Julsø Rundt. Men turen blev ikke fulgt op den efterfølgende dag af en anden vandretur. De 3 gange om ugen er det ikke blevet til alligevel. Det bliver den nu, idet jeg med udgangspunkt i Skagen ad Hærvejen med planlagte overnatninger i Tversted, Lønstrup, Blokhus, Fjerritslev, Aars, Viborg, Thorning, Vrads og Nørrelide vil vandre hver dag i 10 dage – med det formål fysisk som psykisk at forsøge at vænne mig til pilgrimslivet inden afrejsen den 19. april – og komme så langt som muligt sydpå … ad Hærvejen.
camino mi privio 