DAG 9/ 28. april: Fra Castro-Urdiales.

Igen en dag med en umiddelbart kedelig opstart fil trods det for det meste af dagen var solskin. Det har været godt vandrevejr alle dage, men kun et par dage med reelt solskin, og kun en enkelt dag med et par byger – og så lige morgenregnen i går. Men inden jeg går videre skal jeg så også lige ønske Susanne H tillykke med hendes 25 års jubilæum – en lykønsking som så ikke engang nåede frem i tIde grundet manglende internetforbindelse på klostet – og endnu en gang beklage min manglende tilstedeværelse, selvom jeg ikke vil påstå, det er det, der fylder mig mest p.t.

Til trods for mine smertende fødder kom vi i gang. Jeg har besluttet mig for at sige, det er en smerte, der må være der, og så må jeg gå med den. Når jeg så fik sagt, der ikke var nogen smorkere iblandt os, havde jeg ikke fået taget Marys forkølelse i ed. Hun hostede stort set uafbrudt fra klokken 4.30 og havde også taget hyttens eneste radiator indtil sig, så resten af huset oplevedes som at være på frysepunktet. Hun var den første, der gik, mens Uli og jeg gik omkring kl. 8. Morgenmad var der ikke noget af, bortset fra, at Uli spiste resten af spaghettien fra i går. Ikke langt efter, vi var kommet i gang med at gå, mødte vi Kristina, som vi frem til lige før frokost slog følgeskab med. Bl.a. fik vi en supermorgenmad på en bar efter en 2 – 3 km. Den første del af ruten var en særdeles seværdig kystudsigt mod Castro-Urdiales. Generelt var det kystvandring bl.a. med at skulle forcere en fåreflok. På et tidspunkt blev vi dog tvunget ud på hovedvejen N-634, Vi ganske vist snart efter fik mulighed for at forlade. Det ville dog så kræve en ruteøgning fra 9 til 15 km over det følgende stykke. Vi gjorde det, men andre, vi havde mødt, valgte det fra for at fortsætte langs hovedvejen. Kristina fulgte med os for så at gå tilbage på den anden rute.  Meget af dagen gik Uli og jeg dog hver for sig for så at mødes regelmæssigt. Han er i modsætning til tidligere nu hurtigere end mig og venter ofte. Vi har også fundet ud af en arbejdsfordeling, hvor jeg har baggrundsvidnen, mens han står for den mere praktiske rutebearbejdelse i løbet af dagen. Jeg oplever det nærmest, som jeg bare følger trop. Det var en lang dag, og jeg sakkede mere og mere agterud. Men da vi nåede Liendo var det alligevel Uli, der ville blive og jeg, der ville til Laredo. Ifølge hospatileroen var der to ruter: igennem landsbyerne eller over bjerget. Sidstnævnte var den smukkeste, og den valgte jeg, selvom den var 7 km lang og 2 km længere end den anden. Det var en smuk rute, men lige før jeg nåede toppen var ruten løbet tør for gule pile. Jeg gik forbi den blå – og for totalt vild. Det var godt, jeg her havde GPS’en, selvom jeg efter at have været oppe at vende på bjergét kun nåede tilbage til Liendo. Jeg gik ind på en restaurant og fik dem til at ringe efter en taxi. Den kom – og efter at være kørt tilbage for at hente mine vandrestave – kom vi til Laredo ca. 18.30. Til trods herfor blev det alligevel til en dagstur på 37 km, endog med flere up- og downhillmomenter. I Laredo fik jeg en plads på det lokale kloster, Casa de Trinidad, i tilknytning til byens kirke. Jeg kom til at dele værelse med Lena fra Freiburg (som jeg havde hilst på i Portugalete alberguet). Jeg vidste ikke, hun som Kristina, et par dage før havde været udsat for en blotter på Caminoen og først havde sagt nej til at dele værelse med en anden. Men jeg var åbenbart mere tilforladelig. Jeg havde forsøgt at kontakte Sylvia, der var vandret med de franske mænd (Xavier og DJ), og hun ringede da også tilbage for at fortælle, de netop havde været i kirken for at få en pilgrimsvelsignelse. Det havde jeg også ønsket, men var altså kommet for sent til. Det gjorde mig faktisk lige en anelse depressiv. Vi gik ud for at spise sammen og havde en god opelevelse alle. Sylvia ønskede dog ikke at forlade Caminoen for at tage med Uli og mig i morgen, hvorfor jeg tror vores veje her skilles. Det er lidt vemodigt, for jeg har haft nogle gode dage sammen med hende. Men måske er det også en konstatering af, jeg har fået mere ud af det samvær, end hun har gjort.

DAG 8/ 27. april: Fra Portugalete.

Det var endnu en svær morgen. Beskrivelsen heraf er så blevet besværliggjort af, jeg har nået at få slettet de oprindelige ord, inden de blev publiceret. Jeg kom alene ud af alberguet i nedtrykt tilstand. Jeg havde svært ved at træde på mine fødder. Uli er sen til at komme afsted, og Sylvia havde givet mig sin e-mail og telefonummer indikerende,  hun ville gå sin egen vej i dag. I tilgift regnede det stik imod vejrudsigten. Det hele var så bedrøveligt. Jeg kom ud til et punkt, hvor Caminoen delte sig i to. Imens jeg funderede over, hvilken vej jeg skulle gå, kom Juanita og afgjorde sagen for mig. Det var opløftende at tale med hende igen, idet jeg stort set ikke havde fået talt med hende på alberguet. Hun ville forsøge at gå til La Arena, hvor hun havde lejet en lejlighed et par dage og derpå afvente tingenes tilstand. Idet Caminoen atter delte sig, og vi talte om, hvilken vej vi skulle gå, kom Uli og afgjorde sagen for os. Sammen gik vi til La Arena, mens Juanita kundgjorde, at hun jo havde sagt, vi ville mødes igen. Men hun var da noget overrasket over, det skulle blive sådan. Efter den relativt kedelige tur, rent naturmæssigt, satte vi os ned på en cafe for at få det, der skulle blive til en frokost (fik følgeskab af Mary, italiener) for at få sagt ordentligt farvel til Juanita.

Nu havde jeg skrevet i min oprindelige blog, at jeg var træt af, sådan som jeg havde fået mig formuleret i går. Jeg har en tendens til, hvis jeg ikke får nedskrevet tingene samme dag, til at få det til at lyde overfladisk og uinteressant. Måske fordi jeg jo er bagefter og skal skynde mig. Og nu sker det samme jo lidt igen, fordi jeg er nødt til at skrive denne dags oplevelser endnu en gang. Beklager.

Men der forekommer at være en tendens til, at selvom dagene generelt synes at starte skidt – bortset fra det rent fysiske – retter de sig op i løbet af dagen. Uli og jeg gik snart sammen derudaf af den gamle jernbanelinje med vidunderskønne udsigter ud over de vidunderbare skråningerntil havet. Han er en umiddelbar ligetil og ligeud af landevejen mand, men med nogle dybere tanker inden under den helt uprætentiøse overflade. Han er ganske ukompliceret og skøn at gå sammen med. Det er lidt blevet sådan, at jeg står for det overordnede, det historiske og kulturelle, mens Uli tager sig af den mere praktikse rutegang. Således også, hvis der skal kobles en lille alternativ rute på – hvad enten det så er en genvej eller en scenisk omvej. Nogen gange forekoemmer han ikke helt at afsløre det på forhånd, og på den måde kom vi til at gå kystlinjen i forbindelse med et fabriksanlæg. Over en stejl skråning var der kun en særdeles lille sti ind til et hegn, man kunne gribe fast i de steder, hvor stien forekom at forsvinde, eller skænten gnavede noget af den af. Det var en oplevelse.

Men som tiden og kilometerne gik, nærmede vi os med den stadigt smukkere udsigt os Castro-Urdiales. Nedstigningen til byen forekom om muligt endnu smukkere med fort og kirke i panoramaet. Tre kvinder overhalede os og var tydeligvist også på vej til alberguet, men de gik fejl, og vi kom atter foran. I byen mødte vi Xavier, DJ og Sylvia, der fortalte  vi skulle skynde os for at komme ind på alberguet. Det lykkedes ikke, idet der kun var en enkelt plads tilbage, da vi kom. Med lidt hjælp fik vi booket en hytte på campingpladsen lige uden for byen – sammen med Mary, der ankom umiddelbart efter os. Hun lavede spaghetti med tomatsovs en petite avec løg til os, mens vi nød rødvin til. Det var nu ikke så ringe endda. Der var i al fald ingen af os, der orkede at gå tilbage og ned til byen for at spise med de andre. Til gengæld havde vi ingen snorkere. Desværre opdagede jeg at have tabt mit ur. Sylvia tilføjede hertil i min forespørgsl herpå via en SMS, at Tanja var ankommet.

 

 

 

DAG 7/ 26. april: Fra Eskerika.

Endnu en erkendelse at gøre. Jeg får slet ikke set i nærheden af alle de ting, jeg gerne ville have set. Nogle jo. Men der er simpelthen ikke overskud til en brøkdel deraf. Jeg startede lidt dumt ud i dag. Alene fortsatte jeg ad den vej, som er en meget lidt befærdet landlig vej, vi var ankommet af i går. Den gik utroligt stejl ned, og jeg fortsatte et stykke op af den efterfølgende bakke, før det gik op for mig, det var helt forkert. Jeg kunne godt huske, man skulle tilbage igen lige pludselig. 2,5 km ekstra blev det til. Det var en dårlig start, men jeg gik til for at indhente det forsømte, og snart indhentede jeg Tanja og fulgtes med hende et stykke. Tanja er hyggelig at tale med, men går ikke i mit tempo, så da hun ville holde en pause, gik jeg videre. Snart mødte jeg to andre nye tyskere fra Dusseldorf. Kristina og en anden yngre pige. Lidt snak. Og jeg fortsatte alene til en caminoens minderige kirker opkaldt efte to italienere, der havde måttet lade hovederne for deres tro – og videre til den første bar, det var muligt at kunne holde en kaffepause. Her sad Sylvia også. Det er altid en fornøjelse at møde en bekendt på turen, man gerne vil tale med og være sammen med. Sylvia og jeg fortsatte derefter resten af dagen sammen. Det blev endnu en voldsom stigning til Monte Avril og Bilbao. I Bilbao lykkedes det os endnu at finde et godt spisested og få en god Menu del Dia til den samme billige pris. Efterfølgende gik vi på sightseeing i Bilbao: begge kirker, den gamle bydel, markedet og Guggenheim. Men alt havde siesta. Vi havde talt en del om, det var en lang kedelig tur fra Bilbao til Portugalete. 9 til 15 km alt efter hvilken rute, man valgte. John havde da foreslået, man jo også kunne tage metroen, og det valgte vi. Jeg havde oplevet mig træt i nogen tid og kunne i al fald heller ikke holde ud at gå det stykke. Så oplever man ikke så meget omkring sig. Måske også fordi, man går og snakker instedet for. Samtidig fik vi jo så også set en masse spændende i Bilbao.

Vi ankom til Bide Ona alberguet i Portugalete. De seneste 3 dage har alle været på inklusive, hvad der er kommet til af km efterfølgende om aftenen på enten 30. Eller lige godt 30 km. Det blev en skøn oplevlese på alberguet. Ikke alene var jeg fyldt op af en god dag med Sylvia, men på alberguet kom ikke alene de sædvanlige kendte, inkl. Stefan, men også Uli – og senere også Juanita. Franskmændene (Xavier og DJ), Uli, Sylvia og jeg tog ned for at kigge på den berømmelige transporterbro (gik uden om de næsten lige så berømte rullende trapper i byen) og fandt en restaurant, hvor vi fik en fin Menu del Dia. Der er sket så meget den seneste uge, det slet ikke slog mig, hvem Juanita var. Jeg måtte endog spørge hende om hendes navn, før det gik op for mig. Desværre var hun faldet i løbet af dagen og havde bøjet nogle ribben og overvejede at afbryde sin Camino. Uli havde heller ikke været heldig, idet hans far var faldet ned af en stige og brækket hånd og ben.

DAG 6/ 25. april: Fra Ziortsa-Bolivar.

Jeg har erkendt, det er håbløst at følge min forudlagte plan. For det første duer det bare ikke at have iPad’en udenfor. For det andet orker jeg ikke at skulle kigge på den hele tiden. Det er så meget lettere at følge de gule pile, og de er der bare til overflod. Men jeg kan ikke sige, jeg er ked at have foretaget den planlægning, idet jeg nu ved en del om, hvor det er jeg går og hvad jeg skal kigge efter.

I morges forlod jeg klosteret i en temperatur, der ikke var højere end, den formodentlig har været i DK. Jeg var nødt til at tage min trøje på. Igen i dag måtte jeg kæmpe igennem store portioner af mudder uden dog at falde. Det kedelige var, jeg kun havde fået et stykke daggammelt flute til morgenmad og et par skvulp Nescafe opvarmet i mikroovnen. Jeg kom til Muntibar, hvor der viste sig at være nogle barer, men ingen havde åbnet kl. 9. Jeg passerede et par franske kvinder, jeg har mødt tidligere og nåede helt til Ari et eller andet, før jeg mødte en serveringsmulighed. I baren sad Syliva fra Haarlem i Holland, som jeg fik en kop kaffe med og fulgtes med reaten af dagen. Det viste sig, vi på alle leder pg kanter havde et godt antrot sammen. I Guernica fik vi os en Menu del Dia på en anbefalet restaurant, Bolina El Viejo. Det blev for mig til en super forret bestående af lokal pølse og kikærter i en smagfuld suppe. Hovedretten var friterede sardiner og desserten Arme Riddere. Dertil en flaske hvidvin. 10.50 Euro. Det kan man ikke klage over. Vi sad i selve restauranten, mens der i lokalet v.s.a. var livlig aktivitet. Silvia og jeg fortsatte ud af Guernica. Den gamle assembly hall holdte siesta, og vi måtte undvære at se den. Udenfor kunne vi dog bag hegnet betragte baskernes hellige egetræ. Den nuværende version er kun en aflægger fra 1993 eller sådan. Det tredje eller fjerde af slagsen i løbet af de ca. tusind år. Men det er særligt, fordi den tidligere udgave sammen med kirken stort set var det eneste, der overlevede tyskernes bombardement under den spanske borgerkrig i 1937.

Fra Guernica gik det voldsomt opad til Eskerika. Endnu en af de helt stejle stigninger? Det er svært på disse stigninger at koncentrere sig om meget andet end at holde et godt tempo, så sveden fosser ud af kroppen. Vi mødte et par italienere, vi tidligere var kommet omkring, og pludselig sad Tanja fra Paderborn, som jeg havde mødt i Orio i stikanten. Sylvia havde også mødt hende, og vi slog følgeskab resten af turen. Men turen til alberguen forekom at være noget længere, end vi havde troet. Den var hård, og vi blev ved med at overhale italierne og de os. Men endelig nåede vi frem, og der viste sig at være en del yderligere gamle bekendte. I forlængelse heraf skal det tilføjes, der på vores albergues er en helt speciel stemning. Måske er det noget af det bedste på turen. Omgivelserne har sin indflydelse herpå, men det er i langt højere grad de enkelte pilgrimme, der betyder noget. Franskmændene giver en stemning, der langt overmatcher deres ry. De er åbne og i den grad modtagelige for kommunikation. I særdeleshed mændene. Sylvia og jeg havde købt ind i Guernica, og suppleret med Tanjas og franskmændenes indkøb fik vi en skøn lille aftensmad. Derudover er alberguet i Eskerika et dejligt lille sted. Dets italienske hospatilero introducerede sig, og jeg kom til at sige, stedet mindede om en italiensk restaurant. De to italienske pilgrimme supplerede med at fortælle, det kun var i ameikanske film, italienske restauranter havde disse rød- og hvidternede duge. Ikke desto mindre er det i disse albergues et enormt hyggeligt samvær, som måske mest kan sammenlignes med en voksen spejderlejr. I dag var der italienerne, canadierne, John og Chris, John fra Colorado, franskmændene, nogle nye tyskere, Stefan (som åbner sig mere og mer op i positiv forstand – super fyr) og selvfølgelig Tanja og Sylvia.

DAG 5/ 24. april: Fra Izarbide.

Alberguet i Izarbide er blot en ombygget gammel stald, men nok så hyggelig. Som dagen gik kom der flere og flere. Vi kom helt op på 18 personer, tror jeg, og vi fik alle en o.k. middag. Noget snorken var det i løbet af natten, og det betød en del ujævn søvn. Ørepropperne virker ikke godt nok. Morgenmaden ville først være parat 7.30, og omtrent samtlige ønskede at komme af sted før, så der var der stor utilfredshed, da vi først kunne komme til morgenmaden 7.40. Det havde regnet en stor del af natten, og vejrprognosen var også regn for søndag. Nogle valgt at gå inden morgenmaden, men rendte ind i en kraftig byge.

Han smilede ned til mig i dag, følte jeg, for jeg kom til at gå langt udn at mærke regn, og da den endelig kom var det kun i form af få dråber. Til gengæld oplevede jeg efter Olatz den mest voldsomme opstigning overhovedet på turen hidtil. Det var en lang tur til Markina-Xemein på 20 km uden noget, der lignede en butik eller en bar. Men jeg havde virkeligt gode ben, følte jeg, og det gik godt derudaf. Indtil de sidste 5 km. Der var det bare mudder – lige så meget, som jeg havde frygtet efter nattens regn. Det første lange stykke forsøgte jeg at gå efter de mest tørre steder, inkl. på en lille forhøjning i yderkanten, men her var jeg ved at få overbalance og falde ned i et tjørnekrat, så det holdt jeg op med. Jeg gled også og endte på bagen i mudderet, og så var det efterhånden lige meget. Jeg gik bare i mudderet.

Noget andet er, at de spanske skove tilsyneladende lider af en lignende sygdom som de danske: det såkaldte MTB-syndrom, der efterlader aflange huller på stierne og fyldes med vand i våde perioder. Faktisk var jeg en enkelt gang ved at blive kørt ned af en cykel, der kom susende ned af en meget stejle nedkørsel. Jeg så den overhovedet ikke, og den strøg lige forbi ikke over en m fra mig.

Jeg er dog glad for, jeg ikke fik min skaljakke med. Selvom det er omtrent lige så køligt en aften som i aften, vil den have været håbløs om dagen. Blot min regnjakke forekommer for varm om dagen, hvor jeg for det meste kun går i t-shirt.

Hele dagen gik jeg alene, omend jeg havde pause med Roshi fra Japan – og Anja fra Køln. Det var helt fantastisk at møde Roshi. Hun har virkelig ændret sig på de par dage og forekommer meget mere frigjort. En skøn pige. John fra USA rendte jeg også ind i et par gange, men ellers kom jeg alene til Ziortsa-Bolivar, hvor jeg er nu i klosteret. Det er donativo og forekommer mig at være lidt af et rip off. Man betaler, når man kommer for overnatning, aftens- og morgenmad. Men forholdene er langt fra som de andre steder. Og aftensmaden bestod af en omgang kartoffelsuppe. Men det er et smukt gammelt sted, og vi overhørte munkenes vesper i den utroligt smukke kirke. Nogen fornyelse kunne der msåke nok tænkes. Først kom den delvist tandløse lille runde munk, som havde solgt mig en ellers fremragende hjemmebrygget øl i butikken. Dernæst 3 andre og midt i sangen yderligere to. Den yngste munk kom også med suppen til os. Han var vel midt i 40’erne. De resterende var alle over 70 – i hvert fald. Ellers overnatter jeg med nogle af dem fra i går i Izarbide og nogle flere fra Polen og Italien. Overnatningsfacilliterne er nogle af de mest primitive hidtil, og de blev da så virkelig sat på spidsen til morgen. Der var lovet morgenmad, men der kom intet. Jeg gik ud og fandt en munk. Det forstod han ikke. Han fulgte med mig og fortalte mig, ser da stod nescafe og cacao på bordet. Der var marmalade og … ok intet brød, men det skulle han komme med. Kaffen kunne jeg bare varme i mikroovnen! Sylvia fortalte mig senere i dag, mit udtryk i hovedet, da han sagde det, var ubeskrivelig. Jeg lavede kaffe i mikrovnen, og det flød bare over hele ovnen. Derefter kom munken med noget tørt brød fra i går eller forgårs.

Men det har – bortset fra mudderet – været en skøn dag. Regnen har ikke gjort noget, så lidt der har været déraf. Da jeg kom til Markina-Xemein, hvor det i øvrigt var en særlig oplevelse at besøge kirken, der er bygget over et klippestykke, som også er brugt som alter. Fantastisk. Men denne dag fik jeg mig endnu en gang Menu del Dia på et lokalt hotel. Hele byen forekom at være på gaden i deres stiveste puds, men i den noget lumre restaurant sad kun 2 par tydeligvist bekendte med personalet, da jeg kom ind. Det ene var efter alt at dømme en ældre far og hans middelaldrende handicappede datter. De sagde ikke noget til hianden, og faderen talte en del i telefon. Overfor mig sad hvad, der måtte være en far og søn. Sønnen havde en meget tæt klipning, hvor frisøren måtte have været beruset for at lave den bølgende nakkekant. De var dog færdige med at spise, inden jeg fik begyndt. Imens jeg ventede på min mad til 10 Euro, kunne jeg betragte interiøret, der bestod af stærkt lakerede, brune træpanaler med en vægfarve i lys fersken. Mønstrede røvballegardiner hang ned i vinduerne. På skænken var placeret en transistoradio, der udleverede den lokale udgave af Giro 413. Snart kom den gravide udtryksløse servitrice klædt i sorte tights og grønne Crocs for at give mig menukortet. Jeg valgte ‘platte med koldt kød’ til forret, hvor jeg fik serveret flutes v.s.a. en tallerken fyldt med afskåret pålæg i form af tradtionel skinke, serrano-skinke og ost. Intet andet. Bortset fra en flaske rødvin. Til hovedret fik jg et stykke torsk og nogle pommes fritter. Desserten bestod af afskårede isstykkér med forfrysninger og godt med farvestoffer. Men servitricen livede ellers op, da nogle venner kom ind med deres babyer. Tuttelitut og nå og ihh … Nå, men jeg er jo heller ikke kommet herned for at spise.

DAG 4/ 23. april: Fra Zumaia.

Der er adskillige ting, jeg har måttet give afkald på ved at skulle på denne Camino. Ikke mindst er jeg meget ked af ikke at kunne deltage i festen i forbindelse med Johans konfirmation. Der skal dog herfra Izarbide i det baskiske land lyde et stort tillykke til Johan.

Det har været endnu en dag med konstante op- og nedstigninger. Nogle endog ret stejle. Stort set de sidste 8 – 9 km i dag har jeg gået sammen med Stefan fra Rumænien. Stefan går stille og roligt derudaf i et pænt tempo uden at puste op ad bakkerne eller noget. Og det kan jeg love, det gør jeg ikke. 100 eller 150 m stejl opstigning i et pænt tempo kan godt få mig til både at svede og puste. Jeg startede fra Pension Goika i Zumaia lidt i 8. Det var meningen, det skulle have været 7, men internettets ringe funktion og dermed publicering af de sidste dages meritter fik mig til at vente. Da jeg skulle tage et foto, blev jeg passeret af to for mig ukendte co-vandrere uden en hilsen. Det undrer mig, men der er mange besynderlige vandrere på turen. Som f.eks tjekken fra i forgårs. Det eneste sprog, han taler, er tjekkisk – og nogle enkelte gloser tysk. Mange forekommer at gå med skyklapper på eller har helt undladt at forberede sig på turen. Når man så kombinerer de to ting, må det virkelig blive en indre rejse. Der har ellers været mange nye pilgrimme i dag. Fra Sydkorea, Sverige, Columbia, USA, Holland, Tyskland, Canada, Danmark og altså Rumænien. Specielt Emily fra Santa Cruz i Californien va en fornøjelse at tale med. Nogle glider kommunikationen lettere med, og selvfølgelig har det noget med kultur at gøre.

A propos min egen indre rejse er jeg overhovedet ikke kommet i gang med udøvelsen af mit mantra – førend i dag. Mødet med den russiske pilgrim i går bragte mig på sporet. Men jeg finder det svært at lade de enkelte ord følge ind- og udånding. Det er meget lettere at følge stavenes eller føddernes takt, så det tror jeg, jeg holder fast ved.

Der var intet morgenmad på pensionatet. Ikke engang et sello, som jeg ellers skal have ved hver overnatning i mit pilgrimspas. Der skulle havet en bar i Elorriga, men den var lukket. ‘Retired’ sagde skiltet. Arne fra Køge, som jeg da havde slået følgeskab med, var sød nok til at give mig et æble til at supplere colaen fra automaten med. Ikke engang mønter til en flake Sidra ved vejkanten havde jeg. Men der viste sig så snart en bar, der kunne servere en cafe con leche og en malaguena – en lille fabrikskage, og snart kom jeg til Itziar. Hvad man kunne tro var en kornsilo, viste sig at være den lokale kirke med et berømt ikon af søfarernes helgen. Faktisk er det et pilgrimsmål for mange sømænd! Bortset derfra var der ikke så meget exceptionelt over kirken og endnu mindre over byen, som det regionale råd til byforskønnelse tilsyneladende endnu ikke var nået til.

Den eneste egentlige by på dagens etape var – udover Zumaia – Deba. Et hyggeligt centrum med et gammelt torv, en endnu ældre kirke og enkelte små, snævre gader flankeret af de traditionelle baskiske etagehuse med balkoner i alle mulige farver. På torvet nød jeg lidt lunch og en Sidra, som er den lokale gourmetcider. Det er ikke cider, som vi kender det. Drikken minder mere om en tør perlende vin med en pikant smag af æble. Den er glimrende. Jeg har også smagt den lokale vin, txakoli, omend jeg havde svært ved at bestille den. Selvom jeg har lært, tx udtales som ts med en hvislelyd, vidste tjeneren ikke hvad jeg talte om. Indtil der gik et lys op for ham: Åh, tsah-ko li med tryk på såvel o som i.

Nu er jeg ankommet til et hyggeligt albergue i en lille flække, Izerbide, med 4 – 5 huse. Der er en terrasse med servering. Det første glas sidra var med i prisen på i alt 30 Euro. Men så er der også fuld forplejning. Vejret har været fint. Kun med enkelte dryp og slet ikke den heldagsregn, udsigten havde lovet. Omend solen nu er forsvundet, og det er blevet lidt køligt, og en trøje er påkrævet til min sidra på terrassen. Jeg ville gerne have været til Markina-Xemein for at kunne nå tidligt til klosteret ved Ziortsa-Bolivar i morgen. Men der er 20 km til næste overnatning, hvorfor jeg i bedste fald først vil være fremme mellem 20 og 21. Det tør jeg ikke løbe an på. Derfor blev det kun til 20 km i dag. Men jeg må tidlig af sted i morgen for at nå det. Nu skal jeg have vasket tøj og i bad inden min Menu del Dia.

 

DAG 3/ 22. april: Fra Orio.

Camino del Norte er spækket med vidunderlighedssteder. Ikke alene er det en dyb fornøjelse blot at gå, lytte til fuglefløjt og hanegal, indsnuse de landlige lugte og mærke vinden, mens der er en trods alt behagelig temperatur. Men det er også helt fantastiske syn af scenisk karakter, jeg møder. I dag har det været txakoli-vinmarker, halsbrækkende klippefremspring og bølgende, grønne bakker med enkelte blomstrende forårsblomster og -træer. Alle baskiske landhuse vender i øvrigt front mod solen for at velkomme den! Og de fleste af disse oplevelser har jeg helt for mig selv, selvom jeg i morges efter et stort knus fra Rosa – som alle de overnattende pilgrimme fik – startede ud sammen med Uli. På en eller anden måde ser vi ud til at kommunikere godt sammen og har det i det hele taget godt i hinandens selskab. Vi gik sammen igennem Orio, hvor Uli spottede en kvinde ved en varevogn i færd med at sælge mælk. Fra mælkejunger hældte hun mælk igennem en tragt ned i 1 l vandflasker, forbipasserende kunne købe for 1 Euro. Såvel Uli som jeg købte en flaske af den friske, varme mælk og drak den i løbet af formiddagen. Vi kom til den lidt større badeby, Zarautz, hvor vi fik en kop kaffe. Der var 2 muligheder for at komme videre. Vi valgte den oprindelige rute, der skulle være en del af Caminoen, der er bevaret fuldstændig i sin oprindelige form fra middelalderen. Men den gik så også opad. I den grad. Det ville unægteligt have været lettere at følge hovedvejen, hvor der er fortov langs hele vejen til Getaria. Men oppe på ruten ville Uli så også hellere tage stien til Zumaia ad højderyggen, mens jeg ville til Getaria. Således fortsatte jeg selv ad den asfalterede vej helt ned til den gamle bydel. Getaria er en relativ lille by og egentlig kun et fiskerleje, der i sin tid også været havn for hvalfangerfartøjer. Specielt er dens næsten kvadratiske store kirke, placeret næsten helt nede ved havnen, hvortil man i gamle dage bedst skaffede sig adgang via en lille og endnu eksisterende tunnel under kirken. Desuden er det specielle ved kirken, at den har et stærkt skrånende trægulv som følge af, det følger det ligeledes her skrånende klippeunderlag. En årsag til at komme hertil var også at kunne smage på fisk på en af byens restauranter. Byen er netop kendt for dens fiskerestauranter, hvis specialiteter er grillet fisk. Jeg gik ind på en af de bedste – undtaget de to med Michelin-stjerner – og fik mig en salat og en grillet ‘hake’ med et par glas txakoli dertil. Den var vidunderlig tilberedt, og jeg kunne se kokken tilberede og stege den på den udendørs grill. Jeg nød hvert sekund. Derfra fortsatte jeg – via San Prudenzio med et lille historisk kapel og Askizu (hvor jeg også mødte en henslængt træt, russisk pilgrim) med dens enorme kolos af en gotisk kirke midt i en flække med 10 landhuse på en mark med – så til Zumaia. Her gik jeg igennem byen – og måtte tage byens vartegn, en kirke bygget som en firkantet fæstning – i øjensyn.

Jeg var kommet for sent af sted i morges til at kunne nå til Deba, inden det belv for sent. Rosa lod os sove længe. Så jeg vidste, jeg måtte overnatte i Zumaia. Videre gik det til byens udkant, San Telmo, hvor jeg havde fået opfattelsen af, dagens albergue skulle være. Det var ikke tilfældet, og jeg måtte tilbage til byen igen i følgeskab med en venlig mand, der ledte mig hele vejen. Den rigtige vej gik op forbi Ermita Santa Clara til Albergue Santa Klara. Og boy, hvor det var en hård optur. Men jeg kunne så også nyde den helt utrolige udsigt deroppefra. Der var ingen på alberguet. Bondemanden på den nærliggende ejendom kunne dog trøste mig med, der kom en i løbet af nogle få minutter. Det gjorde der også, men han eller hun – jeg kunne simpelthen ikke sige, hvilket køn, der var tale om – skulle lige først have drevet køerne i stald for natten. Derefter blev det min tur. Om jeg havde reserveret. Næh! Nå, men så var der alt optaget! Det forstod jeg intet af, for alt var aflåst, og der var ikke et menneske at se på alberguet, der måtte kunne huse en 25 – 30 mennesker. Jeg var grædefærdig. Om han/ hun skulle finde noget andet. Jeg vidste, der var ca. 10 km til det nærmeste albergue, og det orkede jeg bare ikke, så ja … Der var en pension nede i Zumaia … Jo, tak! Men at skulle tilbage … Men pludselig ankom et familiemedlem, jeg kunne få et lift med. Jeg var reddet. Jeg overnatter på Pension Goixo til den samme pris som på alberguet, omend jeg ikke får morgemad. Og wi-fi fungerer heller ikke. Til gengæld har jeg et pænt eneværelse med eget bad. Så må vi se, when tomorrow comes. Jeg er i fin form efter den korte tur i dag på ikke engang helt 25 km.

DAG 2/ 21. april: Fra Pasajes de San Juan/ Pasai Donibane.

Det første albergue var et donativo. Dvs man betaler det, man føler for. Jeg kunne se, det var almindeligt at betale 5 Euro, men jeg følte, det var et rigtigt godt sted med en god hospatiliero, Vicente, så jeg efterlod 7,5. Klokken 8 skulle vi være ude. Det var vi så og ned af trappetrinene til det første det bedste sted, der kunne servere et stykke brød og en kop kaffe. Det var Roger, Uli, Jonatan og jeg, omend Jonatan stadig ikke skulle have noget. Han drikker heller ikke kaffe og te. Men vi andre skulle, inden vi skulle over det lille stræde til søsterbyen San Pedro. Overfarten kostede 0,7 Euro. På den anden side skiltes vi, idet jeg gerne ville gå den traditionelle vej (omend Pasajes de San Pedro heller ikke består af stort set andet end een meget smal gade), mens de andre ville helt ud til kysten med det samme. Jeg mødte bl.a. en padre klædt helt i sort med stort hvidt skæg, der ønskede mig en ‘buen camino’, hvorfor der skulle være styr på velsignelsen for denne dag. Det var en hård opstigning, men det lykkedes, og snart kunne jeg øjne Roger. Uli var foran og Jonatan bagefter, kunne han fortælle, da jeg nåede ham.  Jonatan bekymrer mig lidt. Han havde det ikke godt til morgen, fik ikke andet aftensmad end en pose nødder og ingen morgenmad. Desuden har han et telt og liggeunderlag at slæbe rundt på og er uden egentlig vandreerfaring. Men manden er 29, så … Roger og jeg fortsatte sammen et stykke tid. Igen i dag var det et fantastisk vandrevejr, skiftende solskin og overskyet med enkelte smådryp. Temperaturer fra 13 til 20 grader. Og super vandrestier. Roger går dog ikke så hurtigt, og på et tidspunkt følte jeg mig nødsaget til at gå fra ham, men som han sagde: “We each go at our own pase.” Jeg fortsatte mod San Sebastian, og efter nogen tid så en mand mig komme gående fra et hus. Jeg havde bemærket et træ med smukke violette blomster ved huset og tog et billede deraf. Manden bød mig på et glas vand, og det viste sig, han tilhørte “The Twelve Tribes Community”, jeg havde læst om og havde overvejet at overnatte på deres albergue. Det blev så ikke til noget, og da jeg kom ud, kom Roger gående, og vi fulgtes ad resten af vejen til San Sebastian.

Generelt må jeg erkende, det er noget fantastisk terræn at gå i hidtil. Ingen muder, men masser af alm. skovstier. Nu kom vi så ned til byen, og det var et kulturskift, der ville noget. Roger og jeg skiltes atter, idet han ville have en kop kaffe, og jeg ville ned i den gamle bydel og have mig lidt frokost. Jeg checkede ind til en Menu del Dia på byens restaurantgade og fik en fiskesuppe, et stykke tyndt spansk kalvefilet med pommes frites og budding til dessert. Dertil en hel flake udmærket rødvin. 15 Euro. Det var o.k., og det klagede jeg ikke over, selvom jeg samtidig skulle have en gammel spansk film kørende i baggrunden. Ikke desto mindre skulle jeg også smage nogle rigtige pintxos derudover, men så var jeg også mæt. Jeg gik igennem byen, besøgte den lokale katedral, Buen Pastor, der forekom meget lidt katolsk med sin uhyre enkle udsmykning. I øvrigt er det fantastisk, hvordan mange lokale synes at føle sig forpligtiget til at vise en på rette vej, når de oplever mig blot stå og synes at vlære i tvivl om, hvor jeg skal hen. Det skete hele 4 gange i dag. San Sebastian summer af storby, selvom den ikke engang skulle være så stor som Århus. Men dertil skal også siges, at ingen anden by i verden har så mange Michelinstjerner knyttet til deres restauranter på så få kvadratkilometer, og i tilgift forekommer der også at være et væld af almindelige restauranter i byen. Dens livsnerve forekommer dog at være den store strand, der er indkredset af to små bjergtoppe. Jeg gik forbi den første, men fortsatte til den anden, Monte Igeldo, hvor der er en forlystelsespark beliggende på toppen. Man kan vælge at tage funicularen – en kabelbane – derop, og det gjorde jeg. På toppen fortsatte jeg min vandring vestpå ud af byen og oplevede mig løbet tør for vand. En restaurant ville ikke sælge mig en øl, fordi det ikke var en bar. Men vand ville de gerne give mig gratis. Men blot nogle få km senere har en lokalt bosiddende tidligere pilgrim stillet vandflasker ud til gratis at tage med, og jeg forsynede mig.

Caminoen fortsatte ad en lille asfalteret markvej for siden at gå over i en noget uregelmæssig stenvej, der var hård ved mine fødder. Efter omtrent en evighed nåede jeg vejen til Orio. Umiddelbart før byen ligger en lille gammel kirke fra det 13. århundrede, bygget til San Martin, pilgrimmenes skytshelgen. Meget betegnende har den en dejlig overdækket veranda, man kan hvile sig på. Men det var for mig kun for et syns skyld, idet alberguet blot lå et par hundrede m længere nede af vejen, og jeg var ved at være træt efter 30 kms særdeles bakket terræn på i høj grad stenede veje. Det var så netop Albergue de San Martin, der drives af Rosa Arquetti, et af de mest berømte albergues på ruten. Forståeligt, for det var endnu bedre end det i går aftes. Rent og dejligt, og bruserne havde et gulv af runde, bløde sten, der virkede som en vidunderlig massage på de trætte fødder. Rosa sørgede foruden velkomst også for aftens- og morgenmad. Inkl. rødvin til aften og kaffe til morgen. Begge dele ad libitum. Det var skønt, men kostede så også inkl. overnatningen 25 Euro. Stadig alle pengene værd og mere til. I tilgift kom så også Uli – plus en række franske kvinder og en cataloner, der alle også havde været i Pasajes. Ligeledes endnu en tjekke og en tysker, Tania, fra Paderborn. Begge tyskere og jeg fik os en god snak om de videre udfordringer på Caminoen, mens det blev mørkt.

 

DAG 1: 20.april fra Hondarribia.

Igennem byen for at finde den af hotelejeren anviste cafe. Det var også en super lille cafe med noget god morgenmad. Ikke mindst en fantastisk spinatsmoothie, men billigt var det så heller ikke. Knap 11 Euro for en kaffe, to stykker brød med marmalade, smoothien og en appelsinjuice. Så gik det derudaf. Jeg ville omkring de to kapeller, der er en del af ruten. Det første var lidt besværligt at finde, selvom det egentlig var lige for. Det er et åbent, delvist i al fald, kun afskærmet af nogle tremmer. Inde i kappellet kan ses friske blomster og et Jomfru Maria ikon. Meget simpelt, og nogle få km kom det næste, som skulle være meget gammelt. De satte mig dog for alvor i gang med turen, der gik ud af en sti og siden ikke meget andet end en asfalteret markvej. Men hele stemningen med fuglefløjt, hanegal og smukt udsyn til grønne skråninger gjorde mig i et vidunderligt humør. Tænk sig, at kunne gå her og nyde dette liv på denne måde. Snart forlod jeg dog denne vej for at begive mig ind på en endnu mere primitiv – og endnu mere stejl. Det gik forbi får og køer til jeg nåede en lille hellig kirke Sanuatorio Guadelupe, hvorfra der var en fantastisk udsigt. Kirken var åben og havde en meget imponerende og typisk katolsk altertavle. Fik her et gensyn med Uli, der ledte mig den forkerte vej. I stedet for oppe på selve højderyggen kom jeg til at gå den mere kedelige sti kun med udsigt til landet. Det skal her nok tilføjes, jeg var på vej ud på Jaizkiebel, et lille bjerg på 600 m højt og ca. 8 km langt helt ud til havet. I forsøget på at opmtil højderyggen kom jeg til at gå på skrænten inde i skoven i 4 km. Det var ikke behageligt. Stien, hvor der var en sti, var smal, og jeg blev ofte indfanget af tornebuske. Til sidst opgav jeg. Det var simpelthen håbløst. Jeg gik omtrent helt oppe ved højderyggen, men der var bar klippe de sidste 5 – 20 m, som det var umuligt at komme op over. I stedet gik jeg over Lezo, hvilket ikke var nogn stor oplevelse, for derpå at gå til Pasai Donibane eller Pasajes de San Juan på spansk. Det var dog en stor oplevelse til gengæld. En lille middelalderby med kun een gade med mange gennemkørsler under huse og så snæver, at den ikke alene var ensrettet, men der kunne heller ikke gå et menneske ved siden af en evt. bil. For enden var der et lyssignal, der fortalte, ventende biler skulle vente 10 minutter på grønt. En venlig mand viste trætte mig til alberguet. Det er lige der, fortalte han, og jeg blev glad, indtil jeg så trapperne. Jeg talte dem på vej op. Der var 180. Alberguet lå  i den anden ende af kirken og var enormt hyggeligt. Kun plads til 14, og vi viste ssig at være 10. Hospitaleroen viste os kirken – stolt. En lille kirke, hvor der kun blev holdt en enkelt gudstjeneste om året. Inde i herberget var også Uli og bl.a Ushi, en ung japansk kvinde, Jonathan (tysk) og Roger (irsk). Vi gik ud for at undersøge byen og endte på en restaurant, Nicolasa, hvor vi fik en glimrende dagens middag. Ikke Jonathan dog. Han er vegetar. Roger er en vældig tiltalende mand, der tidligere har gået den franske rute i en alder af 75. Nu er han 78 og har givet sig i kast med Camino del Norte.

Det var lidt hurtigt – og så fik jeg ikke skrevet noget om i dag. Får jeg ikke skrevet det på dagen, står det ikke så friskt for mig og bliver også mere kedeligt at læse. Beklager, men det kommer til at ske igen i morgen. For nu er det for koldt. Jeg sidder her udenfor i tusmørket i forårsnatten og skriver. Klokken er blevet 22, og jeg skal i seng. Godnat …

 

 

13.Hondarribia.

Siddder på et værtshus … og får mig en pint Guinness. Super service fra Ryan i Billund. I Stansted mærker man i langt højere grad, ikke blot hos Ryan, men i alle lufthavnens butikker, at det er underbetalt arbejde, hvor de ansatte heller vil være et helt andet sted. Det er flygtigt, upersonligt og i hvert fald ikke servicebetonet.

På flyturen mødte jeg et dansk ægtepar, der har levet et misundelsesværdigt efterarbejdsliv. Tænk sig, allerrede inden jeg overhovedet er kommet til, hvor jeg skal starte min tur, har jeg mødt nogle, hvis tur jeg overhovedet aldrig vil kunne overgå. Dette ægtepar lagde for ca. 10 år siden ud fra DK i deres båd og tog ned langs den vesteuropæiske kyst: Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Portugal og til de kanariske øer i deres egen båd.  Siden dengang har de rejst et par gange om året 2 – 4 måneder. Fra de kanariske øer tog de langs den nordafrikanske kyst op i Middelhavet. For et par år siden nåede de til Grækenland, hvor de løbet af dette år besøgte 59 græske øer. Sidste efterår sejlede de op langs den albanske, montegrianske og kroatiske kyst for at ende i Trieste. Her ligger ders båd så nu. Manden havde i sidste uge været nede for at gøre båden klar til en ny sejlads ned langs den italienske østkyst til Sicilien. Nu havde han så konen med parate til turen. De kunne fortælle rigtig meget om den spanske nordkyst. De havde været i stort set alle de byer, jeg vil komme til – plus Picos de Europa. Ser I, det er nemlig ikke bare en sejltur. De lægger til og tager på opdagelser ind i landet, hvor de lægger til.

Nå, men nu lægger jeg fra Stansted. Jeg har en to timers flytur til Biarritz foran mig. Og så er det med lokaltog til Hendaye, den franske grænseby til Spanien ved kysten ud for Pyrenæerne. Planen er at tage med til Hendaye Plage stationen og herfra til et lille færgeleje, hvorfra der går en båd tværs over strædet til Hondarribia og Spanien. Sidste båd sejler dog kl. 18.45, og det kan komme til at knibe med at nå det. Men bare rolig jeg har en alternativ plan klar!
———————————————
Det blev så også nødvendigt. Ankom til Biarritz planmæssigt i en solskinsfyldt skyfri himmel med de snedækkede Pyrenæer i baggrunden. Men Biarritz er en lufthavn ikke større end Tirstrup, og med to magelige toldofficerer til lettere arrogant at gennemgå pas fra det fyldte fly nåede jeg ikke at komme til det tog, jeg skulle. Det blev så bus i stedet. Vi blev sat af i Hendaye ved banegården og kunne slentre over Puente Romana, der nu kun er åben for gående trafik. Når jeg siger vi, er det fordi, jeg faldt i snak med to andre fra flyet, der også har besluttet sig for at gå Camino del Norte med start i morgen. Det er Juanita fra det sydlige London og Uli fra Mainz. De bor dog begge i Irun i nat, mens jeg tog lidt forskud på vandreglæderne for at komme til det bookede hotel. 15 km blev det til, inklusive vandring igennem Irun med 23 grader og blomstrende japanske kirsebærtræer, til Hondarribia.

Hondarribia er en helt fantastisk gammel middelalderby med en indtakt bymur fra dengang, og hele byen er holdt i middeladerstilen. Man har formået at friholde den fra alt kommercielt. Der er ingen supermarkeder. Kun restauranter, der nærmest er gemt af vejen, og enkelte almindelige butikker med specialvarer. Der er nogle enkelte hoteller, hvor jeg bor i det billigste, Pension Txoko Goxoa. Jeg øver mig fortsat på at udtale det. Det er noget med, at man skal udtale x som ts og så nærmest lyde som en vred japaner af samuraiherkomst. Pensionen er indrettet i et gammelt byhus. Der er intet luksus, men der er det, der skal være, og det er nyistandsat, rent og utroligt billigt. Blot 250 kr. Så er det også dejligt at kunne nyde eget værelse med bad, inden jeg skal i gang md pilgrimsherbergerne. I tilgift gav hotelejeren mig en større personlig introduktion til, hvad jeg burde se i byen. Jeg kunne også have valgt byens parador, det gamle slot midt i byen, men det harmonerede ligesom ikke hverken med pilgrimsvandringen eller mit kreditkort. Jeg gik en tur i bare fødder i sandaler og t-shirt (et skilt sagde kl. 21.30, at det var 17 grader) og fornemmede middelalderstemningen i de stille gader. Så meget, jeg fik mig et chok, da en låge til en garage pludselig smækkede i bag mig. Jeg nød det så meget, at jeg kommfor sent til at få et rigtigt aftensmåltid, men fik dog en kartoffeltærte, en pintxo, et glas hvidvin og en danskvand til lige knap 8 Euro. Men så er det også tid til sengen.