Den 19. april kører Birgit mig til Billund, hvorfra jeg via London vil tage et fly til Biarritz. Et lokaltog bringer mig til den franske grænseby Hendaye, hvor jeg enten vil tage en lille båd over bugten eller gå over grænsen til den spanske by, Hondarrabia. Herfra vil jeg ad Camino del Norte vandre langs den spanske nordkyst via San Sebastian og Bilbao til San Vicente de Barquera. Umiddelbart uden for denne by vil jeg koble mig på den sydgående Camino Lebaniego via Santa Toribio til Fuente De. Den videre færd herfra vil med kabelbanen i løbet af et par minutter gå 750 m op for, at jeg kan fortsætte min vandring ind i det rigtige Picos de Europa. Via Sotres kommer jeg til Poncebos, hvorfra jeg vil gå frem og tilbage langs kløften Gargentara del Cares. Fra Poncebos går det til Las Arenas og videre til de to bjergsøer Lagos de Enol og Lago de la Ercina samt Covadunga. Herfra vil der være en mindre vandretur til Arriondas, inden jeg vil tage et tog tilbage til, hvor jeg en uge tidligere forlod Camino del Norte. Videre går det ad denne rute gennem Santander til Villaviciosa, hvor jeg påbegynder en ny camino, Camino Primotivo. En lille afstikker til Oviedo, inden jeg fortsætter ad Primitivo gennem Lugo til Melide, hvor jeg vil slutte mig til de vandrende masser ad den traditionelle caminostrækning, Camino Frances. Med denne skulle jeg nå Santiago de Compostela, og har jeg tid til overs inden afrejsen til Billund via Barcelona den 6. juni, kan det blive til en vandring til Verdens Ende, Fisterra, og Muxia med bus retur.
Sådan er planen i al fald. Men denne fysiske rutebeskrivelse er en plan, som vil kunne fraviges og formodentlig også vil blive det i et eller andet omfang. Jeg planlægger ned i små detaljer ud fra den tankegang, det er bedst at kende til de muligheder, jeg har, for at kunne få det bedste ud heraf. Det er således ikke nogen ufravigelig fast rute, men derimod en personlig guide, jeg alt andet lige vil kunne følge med det formål at støde på interessante historiske, kulturelle, spirituelle, gastronomiske, sociale og økonomiske oplevelser. Skulle andre spændende options vise sig, eller går jeg simpelthen forkert/ bliver træt, vil den lagte plan selvfølgelig blive taget op til revision.
Det er ikke alle, der er enige med mig i en sådan minutiøs planlægning. Det skal alle heller ikke være. Vi er forskellige, og for nogle fjerner man netop det essentielle ved Caminoen ved at planlægge. Fordi det for dem blot handler om at gå for ved dagens afslutning at kunne træde ind over dørtærsklen til et nyt albergue, få sin mad og søvn og begynde forfra næste morgen ud fra antagelsen om, jo mindre fokus på det ydre, desto mere rum er der til det indre.
Her befinder Finn Nyboe Jensen, der reagerede på et opslag fra mig på Foreningen for Danske Santiagopilgrimmes facebookside, sig. Finn må nok siges at være den ægte, oprindelige pilgrim: “Min erfaring fra min første Camino i år er,” skriver han: “Glem detailplanlægningen såsom – hvor der skal overnattes, hvor lange ruterne skal være etc. Jeg planlægger at tage fly til Biarritz – og gå ud af lufthavnen, tage min rygsæk på, og så begynder jeg at gå de 30 km til Irun som 1. etape. Herefter stoler jeg på, at ruten er opmærket herfra (ellers spørger jeg om vej – der har jo gået i tusindvis af pilgrimme før mig) – at jeg finder herberg, når min krop er træt – at jeg finder mad, når jeg er sulten – at Caminoen giver mig det, jeg har brug for. Buen Camino – det er den største gave, man kan give sig selv.”
Lykke Reuther mener bare, det lyder besværligt med alt det planlægning: “Hvorfor ikke bare vælge at installere et onlinekort med GPS. Wise Pilgrim app har ruten tegnet ind på kortet. Derfra kan I tage alle de afstikkere, I har lyst til, og alligevel finde tilbage til den udstukne kurs,” og Joyce V Strand er helt på linje med Lykke: ” … Ruten er godt markeret – ind imellem kan du vælge mellem at gå på grusvejen eller gå på små stier – men de leder alle samme vej. Du behøver ikke kende ruten i detaljer.”
Det er så min overbevisning, at med et godt kendskab til sin rute og en i forlængelse heraf god planlægning har man mulighed for at kunne sortere i sine mulige oplevelser og på den måde ikke komme hjem og finde ud af, der havde været en oplevelse, man bare ikke skulle have været foruden. Men det er selvfølgelig også fordi, jeg ikke er ligeglad med, hvad jeg passerer på min vej. På den anden side skal man så heller ikke blive slave af sin planlægning, men kunne sortere fra alt efter den konkrete situation. De store spontane oplevelser skal man nok få under alle omstændigheder. Det er simpelthen et spørgsmål om livsholdning om at lade sig lede af det, man tilfældigvis møder på sin vej, eller selv kunne tilrettelægge den.
camino mi privio 