Billeder fra Camino Privitivo (Uge 5) del I og del II.

Desværre er der ikke mere plads på min web-site at lagre billeder på. MEN det forholder sig således, at jeg kan oprette fotosider. Derfor kan du nu gå ind på http://junkerpoulsen.wixsite.com/camino-primitivo og se mine udvalgte billeder fra den første uge på Primitivoen. Du bliver nok nødt til at scrolle ned på siden, hvor du så skal klikke på ‘view photos’. Når du er færdig med del I – d.v.s. de fotos, der er på siden – klikker du øverst på siden på ‘new page’, hvorpå du får del II. Jeg ved, det ikke er helt let, men jeg tror, du kan finde ud af det. Ellers må du spørge mig.

Desværre er det ikke muligt at tilføje tekst til billederne på siden, hvorfor jeg skal fortælle noget her. Print evt. denne tekst ud, og hav den ved side, når du kigger billederne igennem:

Jeg kunne plastre de her sider med forrygende udsigter, fordi denne uge 5 er nok den uge med de største heraf. Det var absolut ‘awesome’! I alle henseender. En fuldstændig vidunderlig og alligevel ubeskrivelig uge. Men lidt variation skal der være, hvorfor jeg har holdt udsigtsbillederne til et minimum.

Camino Primitivo starter i Oviedo, hvor jeg havde besluttet, jeg gerne ville gå til denne bys udkant for at se Naranjo-området og i særdeleshed den lille kongekirke og den bygning, hvor det formodes, den datidige konge (i det 9. århundrede) har modtaget sine gæster. Desværre er det en del mere vestligt end Caminoen, men det var det værd, om end jeg måtte springe over en rundvisning. Englænderne ville ikke med på denne omvej, hvorfor vi forlod hinanden. Som det ses af billederne var det noget tåget, og jeg kom meget i tvivl om, jeg var faret vild efterfølgende. Jeg måtte 10 km igennem et enormt naturområde, hvor de eneste, jeg mødte, var et par, der var kørt ud i en bil for at nyde ensomheden, en flok køer og en løber. Løberen anviste mig den videre vej – forkert – og jeg endte i en lille flække med en super bar og restaurant. Tilbage ad den samme vej igen og med lidt hjælp fra en mand og hans arbejdende ungersvende igennem et nyt, om end mindre, naturområde med en eukalyptusskov og siden ad en flodbred – tilbage til baren. Her opgav jeg og bad krofatter om at ringe efter en taxa. Overnatning i Escamplero og videre alene via et lille kapel, jeg havde set på nettet. Det var ikke noget særligt i historisk forstand, men det var det for den lille landsbys indbyggere, og de forsøgte at samle penge sammen til en restaurering. I første omgang til taget, og jeg lod en euro blive bag mig. Videre gik det bl.a. over denne middelalderbro til en lille landsby uden forretninger eller barer, men dog med deres egen, helt nye og meget fancy banegård. Måske var det derfor, den afbilledede kærre havde mistet luften i det ene hjul (der stod en anden i huset v.s.a. med det samme problem)! Det var ikke nødvendigt mere med denne transportform!  Denne nat overnattede jeg i Cornellana i alberguet i det nedlagte kloster. Det så miserabelt ud, som det kan ses af de to billeder herfra, selvom man havde påbegyndt en renovering af taget med EU-midler. Indenfor var det dog o.k. Jeg faldt i hak med nogle tyske pilgrimme (og fik hjælp af den ene, som var læge, til min medicin) og kom bl.a. forbi en, der netop havde kælvet med to kalve. Den ene så vi rejse sig for første gang med navlestrengen hængende. I Salas spiste jeg frokost alene på byens berømmelige palads, der havde været privatbolig for den mest berygtede inkvisator af dem alle. Det var blevet til byens bedste hotel og restaurant, hvor de havde denne smukke lille gård inde i middelalderpalæet. Jeg fortsatte til Bodenaya, hvor jeg overnattede på det stedlige albergue hos David, og turen fra Salas til Bodenaya tror jeg var den mest voldsomme stigning på hele caminoen. Det var i al fald den, jeg havde de største problemer med. Lidt irriterende var det så at se Sara ankomme med sit sædvanlige smil en halv time efter mig til Bodenaya, som om hun bare lige havde været et smut nede på hjørnet efter en kage hos bageren! Men dette albergue var en af turens helt store oplevelser. David formåede at samle alle pilgrimme, så vi oplevede os som en lille familie – og delte store kram, hver gang vi mødte hinanden på vej til Santiago. Han fortalte også, at turen fra Bodenaya til Fonsagrada var det smukkeste stykke på alle caminoer, og ved du hvad: han har helt ret, er jeg overbevist om. Den første dag frem til Tineo bragte dog kun en meget lille brækdel heraf. Jeg fik dog atter set et par snedækkede tinder i Picos de Europa. Tineo i sig selv er kun en lille by i en lille dal. Jeg overnattede i byens palads, der var imponerende. Desværre var dets albergue moderniseret lidt for smart efter min mening. Restauranten, som nævnes i Michelinguiden, serverede som Dette lokale supermarked havde mange andre til dessert f.eks. et stykke frugt. Men selv inde i landet som her kan man i det lokale supermarked fremvise en imponerende fiskestand, hvor det på de to billeder er muligt først at se pulpo, som man laver Galiciens nationalret af og en an af de mange andre blækspruttearter på det næste billede. Turen videre bragte nogle fuldstændigt formiddable udsigter over en længere strækning. Endnu et nedlagt kloster (andre billeder heraf viser de rene ruiner) et lille stykke off camino, hvor jeg alene kunne gå og udforske de i årtier (århundreder?) uanvendte bygninger. Kort inden Campiello – sidste stop før Hospitales – kommer man igennem en af de mindre byer, Las Tiendas, på ruten. Som det kan ses af byskiltet th. på billedet begynder byen her. Tv. langt nede, kan man se et andet skilt markere, byen ophører. Byen består kun af dette ene hus!

Det er så her, du skal klikke på ‘new page’ i toppen af siden og gå videre til andet afsnit. På dette tidspunkt af Primitivo er der to alternative ruter. De er smukke på hver sin måde, men den oprindelige er den mest uberørte – og den mest usikre, fordi der kan være utrolig tåget med stor mulighed for at fare vild i de 22 km, hvor der er totalt øde og uden mulighed for anden forplejning, endsige vand, end den, man selv medbringer. Det var en morgen med megen tåge, og jeg var bekymret for at skulle vandre alene, hvorfor jeg spurgte om følgeskab med et canadisk ægtepar, Graham og Diana, jeg kort havde talt med aftenen forinden og tilfældigt mødte, inden det begyndte for alvor at gå opad til Hospitales. Men som et mindre mirakel forsvandt tågen i takt med, vi sammen bevægede os opad og åbenbarede de ubeskrivelige naturscenarier, du kan se. En enkelt pilgrim, der havde gået ruten 8 gange tidligere, fortalte, han aldrig havde oplevet det så klart som denne dag før. Vi passerede bl.a. et måske 100 m langt stykke, hvor det bare var fyldt med edderkoppespind i de små buske. Vilde heste og tamme køer bevægede sig omkring os, som vi fortsatte og passerede ruinerne af de tre pilgrimshospitaler, ruten er opkaldt efter. På vej tilbage til civilisationen kom vi igennem Montefurado, en lille forladt landsby, hvor der stadig bor en enkelt mand i sin omtrent uendelige ensomhed. Efterfølgende overnatning i Bertucedo, som absolut ikke var mindeværdig, og videre mod Grandas de Salime, delvist sammen med en flok selskabelige irske pilgrimme, det ikke var til at lade være med at være i godt humør at være sammen med. Inden nedstigningen til den kunstige sø ligger et lille kapel, Buspol, der kunne se ud til at stå overfor en sammenstyrtning. Og så åbenbarer sig nye udsigter ned over søen. Det er muligt at se den gulmalede restaurant, hvor jeg skulle spise frokost, over to timer, før jeg nåede dertil. Og mit skinneben gjorde ondt. På bjergsiden overfor restauranten befinder sig nogle forladete hvide huse og en ligeledes forladt cementfabrik sig. De blev bygget i forbindelse med opførelsen af den enorme betondæmning, der fortsat giver elektricitet til området. Dagen for mig endte i Castro, hvor alberguet kan ses på toppen af bakken på det sidste billede i denne omgang.