DAG 20/ 11. maj: Fra La Vega de Leces.

Kun 19 km er det blevet til i dag som følge af mine rent fysiske problemer, men til gengæld har det været en dag med nogle voldsomme oplevelser på såvel godt som ondt.

La Vega var bare et fantastisk lille sted. Det er måske meget sagt på basis af 2 mennesker og det, de kunne tilbyde, plus den lille sti fuld af atmosfære tværs ned gennem byen. Men som jeg sad der hos Marina havde jeg bare sådan en god oplevelse, og selvom jeg godt viste, jeg egentlig skulle til La Isla, slog det mig pludselig: hvorfor det, når jeg nu havde det så godt her og havde problemer med at komme videre. I bund og grund handler caminoen jo også om at gribe øjeblikket, og jeg blev.

Til morgen var der på L’arcu så nok den bedste morgenmad, jeg har fået på caminoen: kaffe, appelsinjuice, franskbrød en masse med skinke, 3 forskellige slags ost og diverse marmalade samt yoghurt. Dertil kom chips, cola og sidra i går eftermiddags. Ved udcheckning gav mutter mig så derudover en kage og 2 bananer til at have med på turen. Stadig kun 20 euro i alt. Ingen af disse to kvinder i La Vega var i det her for pengenes skyld. Det er i hvert fald helt sikkert.

Caminoskiltene førte mig ned på stranden, hvor stien pludselig forekom at løbe ud i ingenting. Vejen syntes bare at stoppe, hvor den lille skrænt var skredet. Fortsatte man på græsset, var der en låge i hegnet, og det var muligt at gå ind på marken. Som jeg stod midt på denne mark uden nogen vejanvisninger endsige åbenlyse steder at gå hen, slog det mig, der jo nok skulle være en vej. Der viser sig altid en vej på Caminoen. Eller der kommer en venlig spanier og gør det. Camino provides. Caminoen sørger for dig. Det er blot et spørgsmål om at tillade dig selv at tro derpå, og i samme øjeblik slog det mig, det jo er på samme måde med livet. Det er blot et spørgsmål om at tro på det. Tro på det lige meget, hvor sort det ser ud. Tro på, der viser sig en vej. Tro på, jeg kommer videre trods min skinnebensbetændelse. Og så kom det bare. Lige pludselig følte jeg mig bare så taknemmelig og ydmyg over at stå der midt på en tom græsmark i Asturien med størknet mudder og kokager omkring mig og havets brusen i mine øren – og tænke på, at jeg vist egentlig havde misforstået det hele. For måske har meningen med Caminoen for mig ikke været at skulle finde ud af, hvad jeg nu vil, inden jeg skal pensioneres.  Måske har det bare været at lære at tro. At tage den med ro, nyde øjeblikket og bare være til stede her og nu. Og så tro. Det betyder intet, hvor langt og hvortil, jeg når, bare jeg er her og har det godt. Jeg stod bare der i græsset, stille og kiggede lige ud i det blå, brusende hav nedenfor og begyndte at græde uden at kunne forstå det mindste deraf. Større bliver det nok ikke for mig, og jeg blev bare stående.

Skidt, jeg havde jo også hele dagen. Men lidt efter fortsatte jeg alligevel langsomt ca. en halv km eller så på marken langs hegnet, hvorpå der kom noget skovareal. Det gik lidt rundt, blev til noget krat og ledte derpå atter ned til kysten. For at komme videre var jeg nødsaget til at bevæge mig på de store sten, der lå mod kysten. Jeg fulgte dem et stykke, mens det tørre areal blev mindre og mindre. Det var gået op for mig, dette ikke var Caminoen mere, og jeg skulle nu også over nogle våde sten, idet havet med nogle små bølgeskvulp og skumsprøjt nu og da nåede helt herind. Jeg kom igennem for blot at skulle over nye sten, der efterhånden fik karakter af et større klippestykke for at komme frem til et nyt stykke med store løse sten. Desværre forekom den nærmest rustbrune jordskrænt samtidig at blive højere og noget stejl. Og stenene var både våde og med risiko for at få benene ned i hullerne imellem dem. Det var mig klart, jeg måtte gøre et eller andet for at komme væk herfra. Camino provides! Også, når man er off Camino? Omkring det næste hjørne forekom der mig at være en mulighed for at kunne klatre op ad den nu ca. 15 m høje skråning. Det var ikke let med rygsæk, kamerataske og vandrestave, men det lykkedes mig at komme næsten op til toppen, hvor der var et stykke, jeg fandt for risikabelt at forcere med rygsækken. Samtidig skulle jeg passe på ikke at skride og styrte ned på stenene under mig. Det lykkedes mig at få rygsækken af og få den kastet op på toppen. Det samme med kamerataske og vandrestave, før jeg kunne gribe fat i et klippefremspring ved siden af og svinge mig op for at kravle op ved siden af mine ting.

Foroven ventede der mig blot et tjørnekrat, men det kunne jeg først se, da jeg fik rejst mig op. Ved at føle mig for med mine vandrestave kunne jeg konstatere, der var pæne huller, jeg ikke ønskede at komme ned i. Forsigtigt begav jeg mig videre på lidt kryds og tværs. Kommet lidt længere kunne jeg se en grusvej et stykke nedenfor mig. Vejen stoppede direkte ved klippekanten, men der var måske en 30 – 40 m derover, som jeg kunne se bestod af en mindre kløft med en ny omgang tjørnekrat, som jeg i al fald ikke skulle ud i. I stedet måtte jeg ud på selve klippekanten, der forekom stabil og relativ fri for bevoksning. Men der var ikke mere end måske 20 cm kant at træde på, og på et tidspunkt skred jeg (på landsiden) og måtte gribe fat i det første det bedste, jeg kunne få fat i. Det viste sig selvfølgelig at være en gren med en del torne på, og i løbet af et øjeblik var min venstre hånd fyldt med blod. Endelig lykkedes det mig at komme over på vejen, der fortsatte op i en åben sti langs klippekanten. Jeg fulgte med, og stien gik snart rigtigt opad. Samtidig blev den mindre og mindre passabel, og jeg fortrød, jeg havde fået mine korte bukser på til morgen efterhånden som jeg fyldtes med rifter overalt på mine ben fra tjørnekrattet, der fyldte godt ind på stien. På et tidspunkt var jeg endog nødsaget til at tage rygsækken af og gå bøjet igennem krattet for at kunne komme fremad. Da jeg langt om længe troede, jeg endelig var ude af vildnisset på et åbent stykke og kunne holde en vandpause, gik det blot for alvor opad en skrænt, omend det nu kun var et bregnevildnis i stedet for tjørnekrattet. Pludslig var jeg på toppen foran en lille mark, hvor jeg kunne følge et hegn og komme ud på en sti, der førte mig ned til en lille by, Berbes. Her følte jeg, jeg godt kunne bestille en kop cafe con leche, inden det gik videre ad en mere behagelig belægning. Nu valgte jeg dog slavisk at følge caminoanvisningerne og kom på den måde efter et par km atter ud til kysten, som jeg fulgte helt til Guerres. Dette var heller ikke det mest hensigtsmæssige valg, idét jeg på denne måde kom til at gå uden om en del bygninger af historisk karakter på den ordinære rute. Men heller ikke på det sidste stykke inden Colunga fik jeg vandret den rute igennem Covian, jeg havde planlagt. Overskuddet var der simpelthen ikke til at finde ruten, omend jeg dog gik en omvej på ca. 1 km i hver retning for at komme til den lille flække Gobiendes og betragte Santiago de Gobiendes, hvor dele af denne kirke stammer fra det 10. århundrede, på et lille højdedrag. Det var en god, lille oplevelse. På en restauration her fik jeg bestilt et hotel i Colunga. Imidlertid var denne by længere væk, end jeg havde troet, og ville derfor egentlig gerne blive i La Isla, men kom lidt væk fra det ellers vidunderligt beliggende albergue, hvor der også skulle ligge en anderledes klippeformation. I stedet kom jeg til at følges med 3 englændere fra Norwich/ Cambridge-området (John, Chris og ?). De var særdeles behageligt selskab, og da jeg mødte John igen efter at have checket ind på et andet hotel, Hotel Villa del Colunga, da jeg ikke kunne finde det, jeg havde bestilt, satte vi os ned for at få en drik sammen og gik efterfølgende ud for at spise en god middag alle fire. Knivmuslinger (åbenbart razor clams på engelsk), chick peas og clams samt til hovedret svinekæber på asturiansk vis. Dertil en bedre end almindelig vin gjorde aftenen super med det gode selskab, omend vi alle fik lært, den samme menu del dia er 50 % dyrere om aftenen.

Inden aftensmaden nåede jeg at ligge 20 minutter sammen med mine riftebestribede, lyserøde ben i et varmt karbad på mit hotelværelse. Jeg ved, det ikke hører med til en pilgrims udfordringer, men det var godt nok skønt. Hotellet er i forlængelse heraf nok lige moderne nok for mig. For meget et boutique hotel. Til gengæld har de en god bar og restaurant, ser det ud til. Og billig. Jeg fik en trekvart liter sidra til 2.50 euro, og menuen lyder glimrende til 8.50.

Nu må vi se i morgen, hvordan mit skinneben har det. Det synes bare at blive værre og værre. Anstrengelserne på den første del af dagen i dag krævede nok også bedre end godt var, kunne jeg mærke. Udover Voltaren tog jeg derefter også et par Pinex og ibuprofen. Det vil jeg nok også komme til i morgen, kan jeg mærke, selvom jeg igen kun planlægger at gå ca. 19 km til Villaviciosa/ Amandi, hvor Marina har anbefalet et albergue.