DAG 41/ 2. juni: Fra Oliveiroa

Det er en meget smuk morgen med de første solstråler i stand til at finde deres vej igennem morgendisen på de første 3,5 km til Logoso ud af dagens planlagte 27. Omgivelserne har suppleret denne indledning på dagen på allermest overdådige måde. Ikke siden Primitivo har jeg oplevet noget i nærheden så smukt med udsigter ud over et vildt bakke- og bjerglandskab i et farveorgie af violet, gult og grønt ned til enopdæmmet sø, der fortsætter ud i et brusende flodlandskab af sten og vand.

MEN hvad betyder det, når der ikke er i stand til at finde solstråler frem til min indre dis. Jeg er næsten ikke i stand til at skrive det og er så trods alt glad for, at jeg netop kan nøjes med at kunne gøre noget sådant og ikke skulle formulere det ud af min mund. FOR Birgit, der har oplevet sig dårlig i nogle dage, kunne i aftes i telefonen fortælle, hun havde været til nogle undersøgelser på Horsens Sygehus og var blevet diagnosticeret med leverkræft. I dag er der nye undersøgelser, der skal klarlægge, hvilken type og hvor omfattende, det er, samt få udfærdiget en efterfølgende behandlingsmulighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mens jeg sidder her i Logoso og føler, jeg burde være hos hende. Men konsekvensen bliver, når jeg kommer til dagens mål i Muxia, at jeg afbryder min Camino og undersøger mulighederne for at kunne komme hjem så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det er bare ikke til at fatte. Birgit, som ellers aldrig fejler noget. I øvrigt vil jeg gerne have mig frabedt kommentarer, tilkendegivelser eller anden form for kommunikation herom på bloggen.
————————
Det er svært at nyde en vandretur, når det ikke er muligt at kunne sanse det skønne i skønheden. Men det er jo så heller ikke det, det handler om i dag. Det er udelukkende de indre begivenheder hos mig som følge af, hvad der hændt Birgit. Caminoen taler vitterligt til hele følelsesregisteret, men denne sidste portion ville jeg ikke ønske mig. Ikke engang, om prisen derfor ville være hele Caminoen. Jeg kan ikke lad være med at tænke på, at denne Camino på sin vis har været et egotrip fra min side. Birgit har ikke været en del heraf, og så sker dette, der tvinger mig til at lade hende blive det. Skulle jeg have involveret hende mere på et tidligere tidspunkt, falder det mig uvilkårligt ind. Det er mange tanker, der kommer til mig. Heldigvis er turen efter Hospital – hvor ruten deler sig for dem, der vil direkte til Finisterre og dem, der vil til Muxia – så godt som mennesketom igennem vildnis og en lejlighedsvis lille flække frem til Dumbria. Kun en enkelt svedende mand med et skuffejern arbejdende i marken og en kvinde på vej ind i en stald med overskud til et Hola! Bueno Dias møder jeg på disse 6 km. Det giver mig en tiltrængt ro til at være alene med mine tanker.
————————-
Under alle omstændigheder går jeg ikke længere. Jeg går ikke til Fisterra for at afslutte Caminoen med den traditionelle, symbolske tøj- og skoafbrændning. Det giver ingen glæde. Det giver ingen forløsning og slet ikke nogen mening i den her situation. Der er 15 km igen i mørke her i middagsheden fra denne utroligt servicemindede barmand, der laver mig lige den bocadillo, jeg gerne vil have, i Senande.  Men den sidste del ned gennem Quintans og videre til Muxia går bare så uhyggeligt langsomt, og alligevel ankommer jeg til Albergue da Costa til stort set den tid, jeg havde forventet: kl. 17. Det ligger smukt i udkanten af byen lige ned til kysten og er som lovet det lille albergue, jeg havde efterspurgt. Jeg er glad for, der kun kan være 8 personer, så det er til at overskue. Derimod er der ikke som lovet fælles aftensmåltid, hvilket ville have været dejligt i indeværende situation, så jeg ikke ville have skullet ud i byen og spise alene.

Men skæbnen ville så, Lena SMS’ede mig for at fortælle mig, vi ikke ville kunne mødes, fordi hun var i Muxia og nødt til at tage tilbage til Tyskland i morgen til sin kæreste, der var blevet indlagt på hospitalet. Tilfældighedernes spil, svarede jeg hende, men jeg var også i Muxia og skulle tilbage til Danmark i morgen til min syge kone, hvorpå vi aftalte at gå ud at spise sammen. I måltidet deltog så også Astrid (fra Canada) og Josef, jeg begge  kendte fra tidligere. Ikke mindst fra opholdet på alberguet i Bodenaya. Det blev med en god fiske- og skaldyrscassoulet en i situationen taget i betragtning en smuk og så godt som perfekt afslutning på denne Camino. Det var skønt at være i et selskab, jeg kendte og kunne være tryg ved. Som var i besiddelse af caminoånden og samtidig havde forståelse for min situation. Det er jeg dem dybt taknemmelig for. Det blev sent, og mørket faldt på, men Astrid foreslog, at vi som afslutning gik den lille tur ud til byens helligdom, den nyrestaurerede – efter et lynnedslag – Sanutario de Barca, på dens yderste kyst. Det var næsten for meget. Det var så ubeskriveligt smukt. Den hellige kirke beliggende der ved klippespidserne med bølgernes brusen som lydkulisse, mens mørket tog mere og mere over. Vi gik omkring i stilheden – bortset fra bølgernes møde med klippeskærene – og det var tilstrækkeligt. I nattemørket gik jeg så alene hjem til Albergue da Costa og kunne endnu en gang mærke tårerne.

Tilbage på alberguet fik jeg endelig bestilt min nye hjemrejse. Der er godt nok en meget tidlig busafgang kl. 6, men jeg kan ikke overskue at skulle nå den, hvorfor der kun er et alternativ kl. 14.30. Lige knap 2 timer tager det til Santiago med ekspresbus. Det er dog ikke til at komme med et fly før den følgende dag ved aftenstide. Her sidder jeg på strandpromenaden med en cafe con leche og skal forsøge at få de næste 4 – 5 timer til at gå. Inden da gik jeg inden turistbussernes ankomst mig atter den lille km ud til helligdommen. På vej tilbage mødte jeg Louisa, der netop var ankommet til byen med bus som følge af en dårlig fod og skulle bo på mit albergue. Hun kunne ikke lade være med at græde med mig.

Men en gang, når vi har sagt farvel til sygdom, vender jeg tilbage til Muxia for at gå de sidste km til Finisterre og gøre min Camino færdig. Det er ikke fordi, Muxia er noget specielt smukt at vende tilbage til. Mest af alt minder den med sine kedelige, firkantede beboelseshuse om en udstation ved den yderste civilisation. Men der er en oplevelse, der mangler en færdiggørelse.