Der var en kammusling, en scallop, i min skaldyrscassoulet i aftes, som jeg gerne ville have haft som et symbol på at have gennemført min Camino. Mange pilgrimme bærer en sådan på deres rygsæk, men det er jo først, når du har været ved Finisterre, du i og for sig er berettiget til at have en. Jeg er ikke kommet længere end til Muxia, men havde alligevel gerne set den kammusling fra i aftes i min besiddelse, men mit hoved var fuldt af andet, og jeg glemte den. I dag gik jeg så hen til den samme restaurant for at få kaffe og bede om, det ikke var muligt at få den kammusling fra i aftes eller i al fald en lignende. Men jeg var ikke i stand til at kunne formulere mig tilstrækkeligt tydeligt på spansk til at kunne få mit ønske opfyldt og måtte opgive det. Det blev frokosttid, hvor det så slog mig, jeg bare kunne bestille et helt fad af kammuslinger, som var på menuen. Det gjorde jeg, og jeg fik den søde tjener til at pakke de tiloversblevne skaller sammen i en pose, jeg kunne få med. Udover at kunne få skallerne må man nok sige, kammuslinger vel er den perfekte kulinariske afslutning på en Camino. Og man jo også sige, det her har været har været tale om en fuldstændig vidunderlig og perfekt Camino fra ende til anden. Ja, mere end det – det har været en øjenåbner ud over alle grænser, men når det, der danner fundamentet for ens tilværelse så pludselig fra det ene øjeblik til det andet krakelerer forekommer alt andet at blive en ligegyldigt. Den vidunderlige, perfekte Camino mister med eet sin betydning.
Det bliver en lang tur hjem, ja, men jeg sidder nu i bussen på vej fra Muxia til Santiago de Compostela med tankerne et helt andet sted end i Galicia.
——————————
Der er atter checket ind på Albergue Seminario Menor, men denne gang er det kun blevet til en sovesal. Det havde jeg fået bestilt ved en fejl i første omgang, og da jeg så ikke regnede med at komme tilbage til Santiago før lørdag, regnede jeg bare denne bestilning for tabt og fik den derfor ikke ændret. Det går nu nok også. Det værste er blot, at jeg ligger i den dybe ende af en af diss sovesale, der består af lange gange med een seng på hver side af gangarealet. Og jeg vil skulle igennem alle 2 x 16 senge blot for at komme ud i mellemgangen, hvorfra jeg skal ud på hovedgangen for at komme ind på rækken af toiletter – de forhåbentlig kun 3 gange jeg skal ud for at tisse i nat.
For at få tiden til at gå gik jeg over parken og ind i byen. Jeg skulle jo også have noget at spise. Det kan godt være, Santiago er en smuk by, men den kan pludselig også forekomme voldsomme, når man ikke længere kender nogen der og heller ikke har lysten til at lære nogle nye at kende. Så kan de tidligere smukke oplevelser enddog forstærke kedafdethed og ensomhed. På pladsen ned til Praza Obradoiro mødte jeg dog Megan, som tilbød at tage en drink med mig. Men nej tak, det var jeg ikke lige til. Dertil kendte jeg hende ikke tilstrækkeligt i situationen. Hun foreslog mig i stedet at gå over i den lille kirke på den anden side af torvet. Det gjorde jeg så og fandt lidt fred derinde, omend den forekom mig at være som en alt for fin dagligstue, jeg ikke følte mig tilpas i, med fine skildrerier på sidevæggene. Jeg gik derpå en tur rundt i de små gader og endte med at finde en restaurant på et stærkt befærdet torv af de lokale. På vej tilbage derfra lod jeg mig falde ind på Modus Vindi, hvor der ikke var en sjæl. Det var en til gengæld god lise at sidde i deres dybe, atmosfærefyldte kælderlokaler helt alene. Men der er næsten en hel dag mere, inden jeg kan tage lufthavnsbussen.
camino mi privio 